Løse søer giver Danmark konkurrencefordel
De fleste kender billederne af fikserede søer i svinestaldens små bokse. De færreste ved, at det liv snart er fortid, og at Danmark rykker først på velfærden i staldene blandt alle de europæiske lande. Fra 2013 skal alle søer i EU gå løse under drægtighed. Hos de danske smågriseproducenter gør 68 pct. af søerne det allerede, mens stort set resten af Europas svineproducenter hænger i bremsen.
Men udviklingen stopper ikke her. I januar 2011 tog Danmark næste skridt for at sikre søerne et liv i frihed – hele livet. Arbejdsgruppen for hold af svin under Justitsministeriet anbefaler entydigt i en rapport en udvikling hen imod, at søerne også skal gå løse i løbeafdelingen og farestalden fri fra 2021.
Det er et initiativ, som kan koste branchen op mod 1,75 milliarder kroner, for det er dyrt at bygge staldene om og investere i et nyt soliv. Alligevel går producenterne positivt til arbejdet. I Danmark blev det allerede i 1998 besluttet, at alle søer skulle kunne bevæge sig frit under drægtigheden, og det har givet Danmark et vigtigt konkurrenceforspring i forhold til resten af Europa, der næppe når at lægge driften om, inden EU-reglerne træder i kraft.
Danske svineproducenter arbejder løbende på at sikre en høj dyrevelfærd, der kan gå hånd i hånd med fordele på eksportmarkederne. Det er en afgørende forudsætning for sektorens eksistens og for at imødekomme forbrugernes krav til kvalitet, sikkerhed og pris.