Dyrevelfærd

Hvad er dyrevelfærd? Hvilken rolle spiller dyrevelfærden i 'Handling bag ord'?

Husdyrenes velfærd og trivsel er landmændenes ansvar, og danske landmænd gør en stor indsats for at behandle dyrene godt. Produktionsdyrenes ve og vel står højt på dagsordenen hos danskerne, og en af de største udfordringer for landbruget er at gøre den store og vidt forgrenede indsats for bedre velfærd synlig i offentligheden.

Hvad er dyrevelfærd?
Landbruget har defineret dyrevelfærd i sin dyrevelfærdspolitik: Dyrevelfærd er et udtryk for, hvordan dyrene har det, og om de får opfyldt deres biologiske behov. Dyrenes velfærd kan måles ved at iagttage og registrere deres adfærd, sundhed og fysiologiske reaktioner.  Læs mere her.

Samspillet mellem ledelse, pasning og de fysiske rammer er afgørende for, om dyrene trives. Fokus på dyrevelfærd i landbruget er god logik, fordi veltilpasse produktionsdyr er gode produktionsdyr. Samtidig imødekommer landbruget samfundets forventninger.

På den internationale scene udmærker Danmark sig allerede. Den danske lovgivning er på en række områder mere vidtgående end EU’s krav, bl.a. når det gælder reglerne om hold af svin samt ikke mindst transport af dyr. Det betyder ikke, at landbruget hviler på laurbærrene. Dansk landbrug arbejder hele tiden på at forbedre velfærden for dyrene i staldene gennem rådgivning af landmændene, forskning i avl og produktionsforhold og ikke mindst gennem de tiltag og initiativer, som skaber bedre forhold for kvæg, svin, fjerkræ og mink.

Samtidig har landbruget en dyrevelfærdspolitik. Politikken indeholder vores bud på, hvordan hensynet til dyrene fortsat skal vægtes tungt i det moderne landbrug. Den inviterer også til debat. Sammen med politikere, myndigheder, dyrebeskyttelsesorganisationer og forbrugere ønsker vi at fortsætte dialogen om, hvordan landbruget producerer de sundeste dyr.

Her på siden kan du læse om de tiltag, landbruget har iværksat for at forbedre dyrevelfærden.