Projekt SoLiv hjælper danske søer

Der er nogle søer, som aldrig når frem til slagtning. I stedet dør de ude i besætningerne eller må aflives. En høj sodødelighed er et problem for landbruget, fordi god dyrevelfærd er et fokusområde, og fordi svineproducenten ikke får udbytte af sine dyr, hvis dødeligheden er for høj.

Derfor satte Videncenter for Svineproduktion et mål i 2008: Sodødeligheden skal reduceres fra 15 procent i 2007 til 11 procent i 2013. For at finde den rigtige metode udvalgte man 17 besætninger som deltagere i projekt SoLiv. I de udvalgte besætninger startede en målrettet indsats for at nedbringe dødeligheden.

Det første halve år blev besætningerne gået igennem med tættekam af ejerne sammen med en konsulent, dyrlæge og eksperter fra Videncenter for Svineproduktion. Så blev der lavet en besætningsstrategi med håndgribelige arbejdsgange og konkrete målsætninger.

Landmændene rapporterede hurtigt tilbage, at det systematiske samarbejde mellem dem selv, deres ansatte og rådgiverne fungerede. For eksempel modvirkede de benproblemer ved at fokusere på klovsundheden og sikre, at gulvene var rene. Andre landmænd arbejdede med at optimere pasningen af søerne og sørgede for at få søerne i sygesti, hvis de viste tegn på mistrivsel. Erfaringerne blev samlet og gjort tilgængelige for alle svineproducenter via rådgivnings-og informationsmateriale.

Desuden får alle producenter hvert år en opgørelse over, hvor høj en dødelighed de har på deres bedrift. Det tal kan sammenholdes med landsgennemsnittet og hvor stort et tab, det er pr. årsso.

Indsatsen mod sodødeligheden gav allerede pote det år, hvor Videncenter for Svineproduktion formulerede målene: Dødeligheden stagnerede på landsplan. I samtlige Projekt SoLivs 17 besætninger faldt dødeligheden – nogle steder radikalt. Indsatsen mod sundere løsgående søer og en dødelighed på kun 11 procent af årssøerne fortsætter frem mod 2013. 

Læs mere om SoLiv her (Linker til Videncenter for Svineproduktions hjemmeside)