Store skridt mod sunde klove i besætningen
Halte køer er et af de største problemer i en moderne malkekobesætning. Når en en ko bliver halt, skyldes det stort set altid sygdom i kloven eller huden omkring den. Klovlidelserne har altid været et problem. Men i de moderne stalde, hvor man har givet køerne bedre velfærd ved at lade dem gå frit, bliver problemerne mere synlige end tidligere, fordi køerne bevæger sig friere og kan smitte hinanden med klovlidelserne.
Halte køer kalder på handling, og siden 2001 har branchen arbejdet målrettet på at løse problemet. Nyt registreringsudstyr giver stadig flere kvægbrugere mulighed for at få overblik over problemerne og forbedre sundheden. Gode klove prioriteres i avlsarbejdet. Branchen forsker i både forebyggelse og behandling af klovlidelserne og formidler den vigtige viden ud til kvægbrugerne.
Ude på bedrifterne bliver viden omsat til sunde klove. På den ene side indretter kvægbrugerne staldene med skridsikre gange og rene og tørre liggearealer. På den anden side tager kvægbrugerne hånd om den enkelte ko. De sørger blandt andet for en regelmæssig og rigtig beskæring af klovene og sikrer både hurtig behandling og særlig skånsom opstaldning, når en ko har behov for det.