Svineproducenter strammer selv på velfærden

At være dansk svineproducent forpligter på kvalitet og dyrevelfærd, og det er en sandhed, som svineproducenterne i stadig højere grad må leve op til. Svinebranchen har derfor udviklet sit eget kvalitetsprogram, DANISH, med høje krav til særligt dyrenes trivsel og fødevaresikkerheden. Men hver femte landmand i programmet haltede bagefter i forhold til reglerne, da den første kontrolrunde blev afsluttet blandt svineproducenterne i efteråret 2010.

Svinebranchen har reageret ved at stramme kravene i DANISH. Det vil for det første sige, at der er kontante konsekvenser, hvis en landmand ikke holder standarden. En landmand kan få frataget sit certifikat allerede efter ét genbesøg, og det betyder, at bonden får en lavere pris for grisene hos danske slagterier og ved eksport af de levende dyr.

Samtidig bliver kontrolbesøgene på gårdene hyppigere. Landmændene åbner dørene for kontrollørerne for at dokumentere, at de overholder reglerne på alle områder fra boksstrøelse og alder for fravænning af smågrise til smertelindring under kastration og optimal fodring.

Sådan går branchen og landmændene selv forrest for at sikre den høje standard for velfærd, der kendetegner netop danske svin.

Læs mere om branchens DANISH kvalitetsprogram her (linker til Videncenter for Svineproduktions hjemmeside).