Der er stadig masser af brak i Danmark

13. aug 2009

Der er stadig masser af braklagte arealer i Danmark - de bliver bare registreret på en anden måde end tidligere.

Når Danmarks Statistiks nyhedsbrev i dag skriver, at ”Braklægningen af den danske landbrugsjord er nu helt nede på 6.000 ha”, så er det helt uden bund i virkeligheden.

Baggrunden for, at Danmarks Statistik er kommet frem til så lavt et tal er, at EUs braklægningsordning er ophørt og at braklagt jord derfor ikke længere opgøres som tidligere. Derfor indgår de arealer, der ikke dyrkes, ikke i statistikken over brak.

- Det er et spørgsmål om, at landmændene ikke har mulighed for at indberette de her arealer som brak, selv om de de facto ligger derude. Det bliver derfor misvisende, når Danmarks Statistik ikke gør opmærksom på dette forhold, siger Søren Korsholm, afdelingschef i Landbrug & Fødevarer.

De 6.000 hektar er arealer, der er omfattet en særlig EU-ordning, mens almindelige brakarealer nu registreres som ”udyrkede arealer”. Havde Danmarks Statistik inddraget disse i opgørelsen, ville man have kommet frem til et brakareal på mere end 40.000 hektar, hvilket er langt mere realistisk.

Karsten Larsen, fuldmægtig i Danmarks Statistik, medgiver, at opgørelsen ikke direkte viser braklægning uden økonomisk tilskud, som er indeholdt under 'Øvrige afgrøder' i opgørelsen. Ved den endelige opgørelse af landbrugs- og gartneritællingen 2009, som også omfatter afgrøder, vil Danmarks Statistik vise braklægning uden økonomisk tilskud.

Seneste nyt fra lf.dk