Pressemeddelelse: Landbrug & Fødevarer hilser regeringens vækstpakke velkommen

07. aug 2009

Landbrug & Fødevarer glæder sig over regeringens løfte om en vækstpakke på 5 mia. kr. Finansieringsinstitutternes tilbageholdenhed med at finansiere gode og sunde udviklingsprojekter er et enormt problem for mange virksomheder. Derfor er det vigtigt, at vækstpakken bliver realiseret så hurtigt som muligt og at den også kommer til at gælde landbruget, således at vi kan få gang i investeringerne, lyder det fra Landbrug & Fødevarer.

Regeringens vækstpakke skal styrke eksporten og sikre virksomhedernes muligheder for at få finansieret investeringer og udviklingsprojekter.

- Vi ser meget positivt på de muligheder, der ligger i den nye vækstpakke. Det har været et stort problem for hele erhvervslivet - ikke mindst landbruget - at man ikke har kunnet få finansieret udviklingsprojekter og investeringer, siger adm. direktør i Landbrug & Fødevarer Carl Aage Dahl.

Han fremhæver regeringens ønske om at styrke statens kautionsordninger som et godt spor at følge.

- En statslig lånegarantiordning vil ikke alene gavne landbruget og fødevarevirksomhederne direkte, men vil umiddelbart give en positiv effekt for landbrugets leverandørvirksomheder samt følgeerhverv herunder byggeriet. Det vil give store beskæftigelsesmæssige effekter, understreger Carl Aage Dahl.

Landbrug & Fødevarer opfordrer derfor regeringen til at sikre, at ændringer af kautionsordningerne kommer til at omfatte flere sektorer. Man bør bl.a. sikre, at gruppen af virksomheder, der omfattes af lånegarantien udvides - både i forhold til sektorer og virksomhedernes størrelse, og man bør udvide beløbsrammen for de garanterede lån, så man kan sikre innovation i alle grene af dansk erhvervsliv.

Carl Aage Dahl glæder sig desuden over, at regeringen vil forbedre eksportkreditten.

- Eksporten er drivkraften i dansk økonomi. Landbrug & Fødevarer har længe efterspurgt en styrkelse af eksportfinansiering, herunder at man forbedrer eksportkreditforsikringerne. Men skal det resultere i øget eksport og beskæftigelse, er det nødvendigt, at regeringen også øger indsatsen i forhold til eksportfremme og nedbrydning af handelsbarrierer, siger Carl Aage Dahl.

Alt i alt er regeringens vækstpakke er et meget positivt signal og en velkommen håndsrækning til et erhvervsliv, der lige nu sidder fast i krisen og dermed ikke har mulighed for at stå klar, når konjunkturerne vender.

- Vi ser frem til at diskutere erhvervslivets udfordringer og de muligheder, der ligger i den nye vækstpakke, understreger Carl Aage Dahl.

Yderligere oplysninger
Adm. direktør Carl Aage Dahl, Landbrug & Fødevarer, telefon: 20 15 00 80
Pressekonsulent Gitte Schmidt, Landbrug & Fødevarer, telefon 41 13 46 23

Seneste nyt fra lf.dk