Dansk landbrug duks i antibiotikaforbrug

14. dec 2009


Danske dyr får mindre end halvt så meget antibiotika som dyr i andre europæiske lande og dyr i USA, skriver FoodCulture.

I 2007 blev der i alt brugt 123 ton antibiotika til behandling af danske dyr i al almindelighed. I sammenligning brugte Holland 590 ton, mens Tyskland lå på 784 ton.

- Når man regner det ud pr. kg produceret kød, viser det sig, at Danmark bruger mindre end halvdelen af det gennemsnitlige forbrug i ti europæiske lande, fortæller chefkonsulent Jan Dahl fra Landbrug & Fødevarer til FoodCulture.

Helt nøjagtigt bruges der i de ti lande i gennemsnit 0,14 gram antibiotika pr. kg produceret kød, mens der i Danmark kun er brugt 0,06 gram antibiotika pr. kg produceret kød, viser tallene, som er indsamlet af den europæiske fødevaresikkerhedsautoritet EFSA.

- En stor del af grunden til det lave danske forbrug, tror jeg, skal findes i adskillelsen mellem rådgivning og salg. Danske landmænd må ikke behandle deres dyr uden anvisninger fra dyrlægen, og dyrlægen har ikke noget med salget af medicin at gøre, som de har det i de andre lande, siger Jan Dahl.

Det danske antibiotikaforbrug er i en svag stigning, pga. øget svineproduktionen, men det er stadig langt under forbruget i andre lande.

 Læs mere i FoodCulture 35-09

Seneste nyt fra lf.dk