Mindre nedjustering af svineprognosen
14. dec 2009
Landbrug & Fødevarers prognose for svinenoteringen bliver nedjusteret med 25 øre. Det skyldes primært, forventninger om større produktion i EU end tidligere ventet. Den faldende rente og udsigt til fortsat lave foderpriser betyder dog, at nedjusteringen kun får marginal effekt.
Danske svineproducenter kan forvente en notering på 9,19 kr./kg. i 2010, før restbetaling. Det viser en ny prognose fra Landbrug & Fødevarer. Der er tale om en mindre nedjustering af prognosen på 25 øre/kg, siden seneste prognose blev offentliggjort for ca. tre måner siden. Inkl. restbetaling betyder prognosen sandsynligvis en afregning på lige knap 10 kr. pr. kg i 2010.
Karsten Flemin, der er markedsanalytiker i Landbrug & Fødevarer, forklarer baggrunden for nedjusteringen således:
- Nedjusteringen skyldes især nye tal om forventningerne til produktionen af svinekød i EU i 2010. Hvor vi for tre måneder siden forventede at produktionen i 2010 ville være en smule mindre end i 2009, forventer vi nu en lidt større produktion end i 2009. Det presser prisen.
Landbrug & Fødevarer offentliggør prognose over svinenoteringen hvert kvartal. Der er derfor intet udsædvanligt i, at prognosen bliver justeret fra den ene kvartal til det andet, siger Karsten Flemin:
- Udsvingene på verdensmarkedet for svinekød er store. Produktionsforventninger skifter, valutakurserne svinger og efterspørgslen skifter, for blot at nævne nogle af de faktorer, der påvirker prisen på svinekød. Og da den danske svinekødsproduktion kun udgør en meget lille del af verdensmarkedet, bliver vi naturligvis også påvirket af alle disse eksterne faktorer.
For 2009 ser det ud til, at noteringen lander på 9,01 kr./kg.
- Når vi trods nedjusteringen forventer lidt bedre priser i 2010 end i år, skyldes det bl.a. at vi ser en markant faldende produktion af svinekød i Nordamerika. Samtidig er der tegn på en generel bedring af den finansielle krise. Det vil give mere stabile forhold for den internationale handel med svinekød, siger Karsten Flemin.
I Videncenter for Svineproduktion, Landbrug & Fødevarer, har Finn Udesen regnet på hvad den nye prognose betyder for svineproducenternes økonomi i 2010.
- Trods den nedjusterende prognose, forventer vi et lille overskud pr. produceret gris. Det skyldes at der er godt styr på produktiviteten, med produktionsomkostninger på under 10 kr. pr kg. Det er især renten og kornpriserne, der er i bund, hvorimod sojaskråpriserne stadig er på et højt niveau. I løbet af 2010 forventes sojaskråprisen imidlertid at falde, og komme ned på et væsentlig lavere niveau, siger Finn Udesen.
Læs:
Prognose for noteringen for svin
Udsigterne for produktionsøkonomien i svineproduktionen 2009, 2010 og 2011 (linker til VSPs hjemmeside)