Landbrug & Fødevarer havde håbet på en forpligtende aftale
19. dec 2009
Det kunne have været en klarere og mere bindende aftale, men Landbrug & Fødevarer glæder sig over at fødevareforsyningen er blevet placeret i erklæringen.
- Lige som så mange andre havde vi fra landbrugets og fødevareerhvervets side gerne set en mere ambitiøs og forpligtende rammeaftale. Der er ærgerligt, at det ikke lykkedes, siger Landbrug & Fødevarers formand Michael Brockenhuus-Schack i en kommentar til klimaerklæringen.
- Vi havde en enestående mulighed for at nå et langt skridt videre og sikre rammerne for en langsigtet global klimaindsats. Vi havde gerne set en rammeaftale med konkrete og forpligtende reduktionsmål, for vi kan kun løse klimaudfordringen globalt. Ensidige nationale tiltag løser ikke udfordringen, siger Landbrug & Fødevarers formand Michael Brockenhuus-Schack.
Stabil fødevareforsyning
- Vi oplevede på topmødet en erkendelse fra forhandlerne om, at det er vigtigt at se klimaudfordringen i sammenhæng med en stabil fødevareforsyning til den stadigt voksende befolkning. Det er vigtigt, at den erkendelse fastholdes i det videre arbejde med at lave en global klimaaftale, samtidig med at vi kontinuerligt arbejder på at sikre en klimavenlig fødevareproduktion, siger Michael Brockenhuus-Schack.
- Landbruget kan i høj grad bidrage med løsninger. Vi har i Danmark vist vejen. Vi kan på en og samme tid levere energi og fødevarer - og vi kan gøre det på en miljø- og klimavenlig måde. Det er den vej, vi skal arbejde fremover, siger Michael Brockenhuus Schack.
- At det ikke lykkedes at få en aftale, viser blot, hvor komplicerede disse problemstillinger er. Der er ingen nemme løsninger. Nu ligger udfordringen i at etablere et fremtidigt globalt samarbejde. Som det ser ud lige nu, må vi nok erkende, at det tager flere skridt i stedet for et stort spring, siger Michael Brockenhuus-Schack.