Mælk reducerer risikoen for hjertesygdomme
27. jul 2009
Mælks sundhedsegenskaber har været under beskydning, men en omfattende undersøgelse fra to engelske universiteter viser, at mælk er godt for meget mere end knoglerne. Således kan mælk reducere risikoen for hjertesygdomme med 15-20 procent.
Professor Peter Elwood fra Cardiff University og professor Ian Givens fra University of Reading har sammenlignet 324 studier af mælks påvirkning af blandt andet hjertesygdomme. Mælks positive påvirkning på vækst og knoglebygning er vigtig, men forskerne mener også, at der er klare beviser for, at mælk styrker sundheden på mange andre områder.
– Vores resultater viser tydeligt, at i forhold til antallet af dødsfald som følge af hjertesygdomme og slagtilfælde, er der stærke beviser for en samlet reduktion i risikoen for at dø af disse kroniske sygdomme, hvis man drikker mælk, siger professor Ian Givens.
De to forskere mener, at et øget mælkeforbrug har den positive sideeffekt, at det offentliges udgifter til sundhedsvæsenet kan reduceres betydeligt på grund af den markante reduktion af kroniske sygdomme.
– Vores gennemgang har gjort det muligt samlet at vurdere, om et øget mælkeforbrug medfører end større sandsynlighed for at overleve. Det mener vi, at det gør, siger Ian Givens.
Læs pressemeddelelsen fra Reading University her