Pressemeddelelse: Kommuner tager for høje gebyrer

11. jun 2009

Kommunerne må ikke tjene penge på at opkræve gebyrer for behandling af byggesager. Men nu viser en undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer, at mange kommuner opkræver ekstremt høje gebyrer.

Nye regler har fra 1. april pålagt kommunerne at skelne mellem flere bygningskategorier. Landbrugsbyggeri hører til i kategorien af simpelt byggeri, men det har ikke hindret en lang række kommuner i at beregne gebyrer på op mod 200.000 kr. for en rutinemæssig byggesagsbehandling af en typisk kvægstald. De høje gebyrer optræder bl.a., fordi kommunerne beregner en pris pr. kvadratmeter eller kubikmeter i stedet for at forholde sig til, hvor meget tid sagsbehandlingen kræver.

- En rimelig sagsbehandlingstid for et simpelt staldbyggeri vil ligge på omkring 20 timer. Kommunerne skal ikke længere vurdere byggetekniske forhold, men udelukkende se på beliggenhed og brandtekniske forhold, så de nye regler indebærer en betydelig lettelse af sagsbehandlingen, siger erhvervspolitisk konsulent i Landbrug & Fødevarer Lars Eghøj.

Med en timepris, der ikke bør overstige 500 kr., vil et passende gebyrniveau således ligge på omkring 20.000 kr.

Landbrug & Fødevarer og Dansk Landbrugsrådgivning har undersøgt forholdene både før og efter den 1. april, hvor de nye regler trådte i kraft. Konklusionen er dels, at byggesagsgebyrerne er alt for høje, dels at kommunerne har svært ved at finde ud af de nye regler. Kun 60 procent af kommunerne administrerer således efter de nye regler i dag.

Blandt de kommuner, der har implementeret de nye regler, men alligevel opkræver ekstremt høje gebyrer, er Lejre, Roskilde, Århus, Vejle og Odsherred, der alle beregner beløb over 140.000 kr. for byggesagsbehandling af en helt almindelig kvægstald.

Rundspørgen viser samtidig, at en del kommuner har benyttet lejligheden til at forhøje prisniveauet betragteligt.

Yderligere oplysninger:
Erhvervspolitisk konsulent Lars Eghøj, Landbrug & Fødevarer, telefon 33 39 46 73
Pressekonsulent Gitte Schmidt, Landbrug & Fødevarer, telefon 33 39 46 23

Seneste nyt fra lf.dk