Færre arbejdsulykker på danske slagterier
17. jun 2009
Nye tal fra Arbejdstilsynet viser, at antallet af arbejdsulykker på de danske slagterier er næsten halveret i løbet af de seneste seks år.
Sidste år kom 1.734 danske slagterimedarbejdere til skade i arbejdstiden. I 2003 var tallet 3.083.
- Det er en massiv indsats på vores slagterier, der nu slår igennem i statistikkerne, fortæller arbejdsmiljøkoordinator hos Danish Crown, Randi Madsen.
Danish Crown beskæftiger mere end ni ud af ti danske slagteriarbejdere og har gennem en årrække arbejdet intenst for at nedbringe antallet af ulykker på deres fabrikker.
- Det handler om at ændre adfærd og holdning hos medarbejderne. Vi forsøger at forebygge især skæreskader ved at sikre, at alle, der laver f.eks. opskæringsarbejde, altid har det nødvendige sikkerhedsudstyr på. Når vi starter op på en fabrik, går vi efter at halvere antallet af ulykker det første år og reducere med ti procent de følgende år, forklarer Randi Madsen.
Læs mere på Foodculture.dk