Landbrug & Fødevarer håber på irsk ja
02. okt 2009
Et irsk ja til Lissabon-traktaten vil bringe EU-samarbejdet fremad og give Europaparlamentet indflydelse på landbrugspolitikken.
- Vi håber meget på irsk ja i dag, og ser frem endelig ratificering af Lissabon-traktaten. Det vil føre til en nødvendig afklaring og bringe EU-samarbejdet fremad igen, siger Michael Brockenhuus-Schack, formand for Landbrug & Fødevarer.
Michael Brockenhuus-Schack hæfter sig især ved, at Lissabon-traktaten vil give Europaparlamentet indflydelse på landbrugspolitikken.
- Det er helt naturligt, at Europaparlament nu også får ligeværdig indflydelse på landbrugsområdet sammen med Rådet og Kommissionen. Samtidigt er det vores forventning, at Parlamentet vil lægge vægt på sin rolle som et europæisk parlament. Med andre ord, at de vil bruge deres udvidede beføjelser til at sikre en fælles landbrugspolitik - og dermed modarbejde det pres for at renationalisere landbrugspolitikken, vi ser fra mange sider.
Michael Borckenhuus-Schack understreger vigtigheden af at have en kommissærpost:
- Vi glæder os over at EUs stats- og regeringschefer har givet tilsagn om, at alle lande bliver garanteret en kommissær. Det er et vigtigt signal i forhold til ligeværdighed mellem alle medlemslande – både store og små.