Det handler om konkurrenceevnen
06. okt 2009
Erhvervslivets omkostninger skal sænkes, hvis Danmarks skal klare sig i den internationale konkurrence.
Regeringen bør fokusere på, at skaffe Danmark godt igennem den økonomiske krise. Det kræver en større indsats for at forbedre erhvervslivets konkurrenceevne, siger Landbrug & Fødevarer i en kommentar til statsministerens åbningstale.
- Statsministeren ser rigtigt, når et af hans grundtemaer i dagens tale er, at vi skal skabe vækst. Især koblet med hans erkendelse af at politisk bestemte byrder på erhvervslivet svækker os i den globale konkurrence. Det er nemlig i høj grad eksporterhvervene, der er presset af den økonomiske krise. Det koster både danske arbejdspladser og indtjening til det danske samfund. Regeringen har allerede taget nogle initiativer til at forbedre forholdene for eksporterhvervene, men der er behov for yderligere tiltag, siger Michael Brockenhuus-Schack, der er formand for Landbrug & Fødevarer.
- Hvis vi skal kunne begå os i den internationale konkurrence fremover, er det nødvendigt med fortsat store investeringer i forskning og innovation. Men det gør det ikke alene. Eksporterhvervene er først og fremmest ramt af manglende efterspørgsel på mange markeder og af det høje danske omkostningsniveau. Derfor er det også nødvendigt med politiske initiativer, der sænker erhvervslivets omkostninger, siger Michael Brockenhuus-Schack.