Flere danske fødevarer til Kina

30. aug 2010

Landbrug & Fødevarer glæder sig over en ny aftale mellem Danmark og Kina, der udvider eksportmulighederne til også at omfatte forarbejdede kødvarer som fx pølser og konserves.

Tidligt i morges dansk tid underskrev fødevareminister Henrik Høegh en handelsaftale, der åbner op for, at nye typer af danske kødprodukter kan eksporteres til Kina. Aftalen baner vejen for forarbejdede kødvarer. Det vil fx sige pølser og konserves, hvilket er en udvidelse i forhold til den tidligere aftale der udelukkende omfattede ferske svinekødsprodukter.

- Det glæder mig meget, at aftalen mellem Danmark og Kina nu er skrevet under fra officiel side. Det betyder, at vores medlemsvirksomheder nu får mulighed for at blive godkendt til at sende nye typer varer til Kina, siger formand for virksomhedsbestyrelsen, Asger Krogsgaard.

De seneste dage har Asger Krogsgaard sammen med blandt andre 12 virksomheder deltaget i et fødevarefremstød i Shanghai, arrangeret af Landbrug & Fødevarer. Den danske fødevareminister har også været engageret i det dele af det tre dage lange arrangement, og dagens underskrivelse sætter en flot prik over i’et for besøget i Shanghai, og giver nye perspektiver for eksporten.

Øget sortiment
Næste skridt mod en egentlig eksport bliver, at de danske virksomheder skal ansøge om eksporttilladelse. Derefter er det op til de kinesiske myndigheder at godkende hvert enkelt virksomhed og anlæg.

Asger Krogsgaard håber i den forbindelse, at den danske minister og hans embedsfolk fortsat vil hjælpe processen på vej.

- Aftalen i dag, står for mig som et bevis på det gode samarbejde vi har med Kina. Det skal også hjælpe os videre, når de enkelte virksomheder skal certifikeres. Det håber vi selvfølgelig kan ske snarest muligt, fortæller formanden for virksomhedsbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer.

I løbet af fremstødet i Shanghai har Asger Krogsgaard og den øvrige delegation mødt kinesiske distributører og detailhandel og selv besøgt byens supermarkeder. Formanden fra Landbrug & Fødevarers virksomhedsbestyrelse tror på, at samarbejdet på sigt kan komme til at omfatte endnu flere produkter end i dag - ikke kun på svinekød, men også på andre kødtyper og varegrupper.

- Kina efterspørger sikre kvalitetsprodukter inden for mange varekategorier i både økologisk og konventionel udgave. Dagens aftale er et skridt i retning mod flere højprisprodukter, og den er vigtig for samarbejdet mellem de to lande, siger Asger Krogsgaard.

Seneste nyt