Landbrug & Fødevarer: Kolmos manipulerer til unødig frygt
21. dec 2010
Risikoen for at blive smittet med MRSA i danske svinestalde er forsvindende lille i forhold til andre smittekilder. I 2009 var det kun ca. 5 pct. af MRSA-tilfældene, der relaterede sig til svin.
Hans Jørn Kolmos manipulerer og skaber unødig frygt med sine bastante udmeldinger om risikoen ved at besøge danske svinestalde, mener Landbrug & Fødevarer. Fornøjelsen ved at besøge en svinestald bør overskygge den minimale smitterisiko, der er forbundet med det, skriver FoodCulture.dk.
- Vi erkender, at der faktisk er en sammenhæng mellem nogle af de tilfælde af stafylokoktypen MRSA, der findes i Danmark. Dyr anses ellers ikke for at være en væsentlig smittekilde, men i løbet af 2006 fandt man frem til, at husdyr - specielt grise - kan være smittekilde til nogle MRSA typer. Særligt undertypen ST398, som kan spredes mellem dyr, og også kan smitte til mennesker med tæt kontakt til dyr, siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Jan Dahl til FoodCulture.dk.
Han understreger i samme åndedrag, at risikoen ved at besøge en svinestald for almindelige raske mennesker er så lille, at det grænser til terror, når Jørgen Kolmos opildner til frygt for svinestalde i almindelighed.
- Det er manipulation, når Jørgen Kolmos puster til en frygt, der er så uvirkelig for langt de fleste mennesker. I 2009 var det kun ca. 5 pct. af alle humane MRSA-tilfælde, der relaterede sig til svin, og en del af dem er formentlig blevet fundet i forbindelse med forskningsprojekter, hvor hele husstande er undersøgt efter fund af bakterien hos landbrugsmedarbejdere, siger Jan Dahl.
Myndigheder bakker op
Heller ikke myndighederne finder grund til at tage Kolmos advarsler synderligt alvorligt. Fødevarestyrelsen mener, at der ikke er grund til bekymring, hvis man overholder de gældende regler for at besøge en svinestald. I Sundhedsstyrelsen fastslår overlæge Tove Rønne det primært er de, der har meget med dyrene at gøre, som har risiko for smitte. Af forsigtighedshensyn mener Sundhedsstyrelsen dog ikke at børneinstitutioner eller skoler må besøge besætninger med konstateret MRSA.
Læs mere på FoodCulture.dk