Nye fedtforslag går i den rigtige retning
10. dec 2010
Landbrug & Fødevarer ser positivt på SF’s og regeringens nye forslag omkring fedtafgiften, fordi de skelner mellem magert og fedt kød.
Både regeringen og SF præsenterede i går nye forslag til, hvordan afgiften på mættet fedt skal indrettes. Magert og fedt kød skal beskattes forskelligt – efter fedtprocenten – og ikke efter en gennemsnitssats, som har været modellen i det hidtidige forslag.
- Vi mener slet ikke, der bør indføres en afgift. Den giver ikke bedre sundhed, den skader virksomhederne og den forvirrer forbrugerne. Men hvis politikerne står fast på at indføre afgiften, så er de nye modeller klogere, end dem vi har set indtil nu, siger direktør Claus Søgaard-Richter fra Landbrug & Fødevarer.
I skatteminister Troels Lund Poulsens model skal slagteriet stadig betale en gennemsnitspris pr. dyr, og kan så selv fordele det videre på udskæringerne, mens SF’s forslag placerer afgiften tættere på forbrugeren.
Til Ritzau uddybede Claus Søgaard-Richter sin opbakning til SF-forslaget således:
- Vi ønsker, at forbrugeren skal have et reelt valg, så der kommer en høj afgift på produkter med et højt fedtindhold, og en lav afgift på magre produkter. Vi har også peget på, at afgiften skal ud på det enkelte produkt, og jeg kan forstå, at det er det, som oppositionen vil.
Ud over differentieret skat på kødet, ønsker SF at opkræve en mia. ekstra i forhold til regeringen – dvs. i alt 2,4 mia. kr. Og den ekstra mia. kan have nogle uheldige konsekvenser.
- Vi var i forvejen nervøse for, at forslaget skulle øge grænsehandlen. Når man så forhøjer afgiften med én mia., så forværrer det problemet yderligere, siger Claus Søgaard-Richter.
Lovforslaget har været undervejs i to år. Det seneste forslag skulle have været præsenteret i november, men lader endnu vente på sig. Foreløbig har skatteministeriet ikke meldt nogen dato ud for, hvornår det nye forslag præsenteres.