Produktion af øko-mælk på vej mod rekord
29. dec 2010
Ifølge en ny analyse fra Landbrug & Fødevarer er den økologiske mælkeproduktion på vej mod ny rekord i 2010.
Danske mælkeproducenter sætter efter al sandsynlighed rekord i produktion af økologisk mælk i 2010. Efter årets første 10 måneder var der i alt produceret 397 mio. kg økologisk mælk, hvilket er 7 pct. mere end i 2009, hvor den hidtil største produktion blev opnået. Dermed tyder alt på, at der i indeværende år vil blive produceret omkring 475 mio. kg økologisk mælk eller 30 mio. kg mere end året før.
- Den markante fremgang i økologisk mælkeproduktion viser, at der atter er tro på fremtiden blandt mælkeproducenterne, efter et par økonomisk hårde år, siger Ejvind Pedersen, konsulent i Økologi Landbrug & Fødevarer.
Flere af de nærmeste EU-lande melder ligeledes om stigende økologisk mælkeproduktion i 2010. Således er øko mælkeproduktionen ifølge Ejvind Pedersen ligeledes steget i både Sverige, Tyskland, Østrig og Frankrig i takt med at øko mælkeprisen også her er steget.
Økologisk og fedtfattigt
Landbrug & Fødevarer har ligeledes analyseret produktionen af økologisk konsummælk i sammenligning med almindelig konsummælk. Analysen viser, at 68 pct. af den samlede økologiske konsummælksproduktion udgøres af fedtfattigt mælk med et fedtindhold på 0,5 pct. eller derunder, dvs. skummetmælk og minimælk. I den almindelige konsummælk udgør skummet- og minimælk blot 48 pct. af konsummælksproduktionen. Til gengæld udgør letmælken markant mindre andel af den økologiske konsummælk (21 pct.) end af almindelig konsummælk (38 pct.).
- Tallene viser meget tydeligt, at de økologiske forbrugere i høj grad efterspørger den fedtfattige mælk i sammenligning med dem, der drikker almindelig mælk. Tendensen er ikke ny, men den viser, at økologiske forbrugere er meget bevidste i deres mælkevalg, og det er ligeledes i fin overensstemmelse at ”sundhed” har stor betydning for de økologiske forbrugere, som vist i tidligere undersøgelser om bevæggrunde til at købe økologisk, siger Ejvind Pedersen.
Den økologiske konsummælk har i dag en markedsandel på 35 pct., svarende til at lidt mere end hver tredje dansker vælger økologisk mælk. Dermed er Danmark det land i verden, hvor den økologiske mælk har den højeste markedsandel.