Randzoner uden dokumenteret effekt
13. dec 2010
Et forslag til dyrkningsfrie randzoner omkring vandløb er netop kommet i høring. Landbrug & Fødevarer efterlyser et fagligt grundlag for forslaget.
Aftalen om Grøn Vækst rummer bl.a. et forslag om randzoner omkring vandløb. Nu er et første udkast til et lovforslag om randzoner kommet i høring. I en afstand af 10 meter til vandløbet, må landmændene ikke dyrke jorden på traditionel vis, men gerne bruge arealerne til afgræsning eller energiafgrøder
- Så vidt vi kan bedømme, er det skudt langt over målet, når man nu lægger op til randzoner om alle danske vandløb. Der kan næppe være faglige begrundelser, der bakker om dén model, siger Niels Peter Nørring, miljødirektør i Landbrug & Fødevarer, og peger på, at den faglige udredning i form af et kortmateriale først ventes at være på plads i 2012.
Forslaget omfatter alle vandløb og søer over 100 kvm. Dog er der et loft over randzonearealet, der ikke må overstige 5 procent af bedriftens jordareal. Men forslaget udgør et voldsomt indgreb i landmændenes råderet, og for nogle landmænd vil det få omfattende konsekvenser, lyder det fra Landbrug & Fødevarer.
- Udover de dyrkningsmæssige begrænsninger går randzonerne også fra i harmoniarealet. Det betyder, at en lang række husdyrproducenter nu skal til at se sig om efter nye arealer, hvor de kan udbringe deres husdyrgødning – det er meget problematisk, understreger Niels Peter Nørring.
Randzonerne er - til trods for en eventuel kompensation - blot en lille del af den samlede pulje af restriktioner, der indføres som følge af Grøn Vækst og vandplanerne. Sammenholdt med fx kravet om yderligere ekstraafgrøder vil effekten blive meget alvorlig for en række landmænd.
- Der er nogle åbenlyse skævheder i det udkast, vi ser her. Vi vil naturligvis afgive høringssvar, men jeg kan næsten ikke forestille mig, at regeringen vil fremsætte lovforslag, før man har en totalanalyse klar, siger Niels Peter Nørring og henviser til, at man i forhold til f.eks. vandplanerne har måttet revurdere grundlaget undervejs fordi det faglige udgangspunkt var for dårligt. En totalanalyse kan tidligst være klar i 2012.