Landbrug & Fødevarer byder den nye Kommission velkommen

09. feb 2010

Europa-Parlamentets godkendelse den samlede Barrosso II Kommission er startskuddet til et mere samlet Europa, der kan ruste sig til en øget globalkonkurrence.

Med Europa-Parlamentets godkendelse, kan en ny EU-Kommission i dag trække i arbejdstøjet og starte med at arbejde med de større udfordringer, der i de kommende år vil præge det europæiske samarbejde. Det gælder bl.a. den kommende fælles landbrugspolitik, forhandlinger om de finansielle rammer fra 2014 til 2020, klimaet, håndtering af finanskrisen m.m.

- I Landbrug & Fødevarer ser vi især frem til et tæt samarbejde om en forenkling af hele den europæiske landbrugspolitik. Men det er også vigtigt, at den nye kommissær har for øje at sikre hele fødevareerhvervets konkurrenceevne, påpeger Claus Søgaard Richter, direktør i Landbrug & Fødevarer.

Også på forbrugerområdet er der store udfordringer for den kommende kommissær, mener Claus Søgaard Richter.

- Den nye forbrugerkommissær skal sammen med den nye sundhedskommissær i den kommende periode håndtere mange svære og komplekse sager af stor betydning for landbrugs- og fødevareerhvervet. Det drejer sig bl.a. om at nedbringe de konkurrenceforringende EU regler, der hæmmer fødevareerhvervet, og om at sikre erhvervslivets konkurrenceevne i forhold til oprindelsesmærkning og mærkning i det hele taget, understreger Claus Søgaard Richter.

Endelig peger Landbrug & Fødevarer på, at Connie Hedegaards udnævnelse til klimakommissær lover godt for implementeringen af en fælles europæisk klimapolitik.

- Landbrugs- og fødevareerhvervet er et innovativt og teknologitungt erhverv, hvor miljø- og klimahensyn spiller en stor rolle. Vi er samtidig en del af løsningen, når de fremtidige klimaudfordringer skal håndteres og løses, og det er en dimension, som vi ved, at den nye klimakommissær er bevidst om, siger Claus Søgaard Richter, der byder hele den nye Kommission velkommen og ser frem til et godt samarbejde.

Seneste nyt fra lf.dk