Vand- og naturpenge skal bruges effektivt

14. jan 2010

Landbrug & Fødevarer glæder sig over at vand- og naturplanerne nu er på vej. Brug nu pengene effektivt, lyder opfordringen.

Landbrug & Fødevarer glæder sig over, at de længe ventede vand- og naturplaner nu er kommet i forhøring.

- Miljøministeren har bebudet, at der vil blive sat mange midler af til arbejdet, så det lover godt for en ambitiøs og målrettet indsats, der udnytter alle synergier. Vi har selv i forbindelse med Grøn Vækst peget på, hvordan målene kan nås ved hjælp af en målrettet indsats, der virker på såvel miljø som klima, energi og natur, siger Landbrug & Fødevarers viceformand Niels Jørgen Pedersen

Men de mange penge skal strække langt. Derfor opfordrer Landbrug & Fødevarer til, at man i arbejdet med at udforme de enedelig planer, bruger pengene dér, hvor man får mest muligt for dem.

- I den videre fase vil vi have blikket fast rettet mod at sikre de mest omkostningseffektive virkemidler. F.eks. er stenrev anerkendt som en afgørende faktor for at skabe god økologisk tilstand i Limfjorden og et ekstremt omkostningseffektivt virkemiddel, hvor vi kan slå to fluer med et smæk.  Det er den slags ting, vi vil sætte fokus på i den kommende høringsfase, siger  Niels Jørgen Pedersen

Da en stor del af vand- og naturplanerne omfatter landbrugsarealer, forventer Landbrug & Fødevarer, at både kommuner og miljøcentre vil inddrage inddrage landbruget i såvel processen som den videre planlægning.

- Al erfaring viser, at man skaber de bedste resultater, hvis man inddrager lodsejerne mest muligt. Det gælder både i forhold til at udarbejde de kommunale vand- og naturplaner, og når vi kommer til den fase, hvor planerne skal realiseres, understreger Niels Jørgen Pedersen.

Seneste nyt fra lf.dk