Danske vandafgifter koster fødevareerhvervet
24. mar 2010
Vandafgifterne er ikke længere adfærdsregulerende men konkurrenceforvridende. Fødevarevirksomhederne kan ikke nedbringe vandforbruget yderligere.
De danske afgifter på vand er blandt verdens højeste, viser en ny opgørelse fra OECD. I Danmark er det især afledning af spildvand, der vejer tungt på fødevarevirksomhedernes budgetter, vurderer miljøchef Anette Christiansen i Landbrug & Fødevarer. Siden midten af 80erne har de danske fødevarevirksomheder nedbragt vandforbruget markant. I slagterierne bruger man i dag godt en tredjedel af den vandmængde man brugte for 25 år siden. Men forbruget har været konstant de seneste ti år.
- Vi har nedbragt vandforbruget til et niveau, hvor vi ikke længere kan komme længere ned. Vi skal tage hensyn til renlighed og fødevaresikkerhed, så der er en naturlig grænse for, hvor meget vi kan spare på vandet. Sikkerheden vil vi ikke gå på kompromis med. Derfor er de stigende afgifter på vand ikke længere adfærdsregulerende. De er udelukkende konkurrenceforvridende, påpeger Anette Christiansen
For at undgå de fordyrende omkostninger til spildevandsafledning på de fælles rensningsanlæg, ønsker Landbrug & Fødevarer at der ændres på den måde som omkostningerne fordeles på og at der åbnes op for mulighederne for, at virksomhederne selv kan håndtere deres spildevand.
- Der er tale om meget store enheder, der i dag tvinges til medlemskab af de fælles renseanlæg og til at betale for vedligeholdelsen af et kloaknet, som de i realiteten ikke bruger, siger Anette Christiansen.