Landbrug & Fødevarer: EU’s landbrugsreform skal tænke mere i vækst
18. nov 2010
PRESSEMEDDELELSE
EU-kommissionens udspil til reform af landbrugsstøtten skal gøre mere for at styrke Europas konkurrenceevne og vækst, mener Landbrug & Fødevarer. Erhvervsorganisationen lægger vægt på, at landbrugspolitikken fremadrettet skal bruges til at styrke fødevareproduktionen samtidig med, at vægten på miljø og klima skal styrkes.
Det nye oplæg til reform af EU’s landbrugsstøtte er ikke ambitiøst nok i forhold til at styrke fødevareproduktionen i Europa. Dermed mister vi også et vigtigt skridt i retning af at styrke Europas konkurrenceevne, mener Landbrug & Fødevarer:
- Hvis vi ikke gennem landbrugsstøtten understøtter europæisk landbrug og fødevareindustri i at producere effektivt, forsømmer vi muligheden for at øge væksten og dermed muligheden for at skabe nye arbejdspladser. Målsætningen om vækst - med landbruget og fødevaresektoren som en styrkeposition - er allerede formuleret i EU’s 2020-vision. Men det skal have mere opmærksomhed i reformudspillet, siger formand i Landbrug & Fødevarer, Michael Brockenhuus-Schack.
Formanden understreger, at på et globalt marked, hvor Europa konkurrerer med lande som USA, Kina og Brasilien, er det afgørende, at landbrugsstøtten understøtter de bedrifter, der producerer effektivt og med fokus på blandt andet dyrevelfærd, fødevaresikkerhed, klima og miljø:
- Kun ved at sikre en effektiv og stabil produktion af kvalitetsråvarer, som understøtter hele fødevareproduktionen i EU, kan vi bibeholde konkurrenceevnen. Det skal selvfølgelig ske i en balance mellem hensynet til de landbrug, som har vanskelige betingelser, og de højteknologiske eksportorienterede landbrug, eksempelvis det danske, siger Michael Brockenhuus-Schack.
Godt med mere fokus på klima og miljø
Europa står over for store udfordringer, som landbrugspolitikken kan være med til at finde løsninger på, hvis den indrettes hensigtsmæssigt, mener formanden:
- Landbrugspolitikken skal i stigende grad bruges til at fremme innovation og grønne løsninger, men det skal ske på lige vilkår. Det skal være muligt at præmiere de landbrug, som er frontløbere på miljø og klimaområdet. Det er min opfattelse, at det vil styrke landbrugets muligheder for at bidrage med viden og løsninger til nogle af de store udfordringer, som Europa står over for. Her er Danmark allerede langt fremme, siger Michael Brockenhuus-Schack.
Formanden bifalder derfor også reformens øgede fokus på bæredygtighed og hensynet til klima:
- Vi har i lang tid argumenteret for, at landbrugsstøtten skal gå til de landmænd, der højner de europæiske standarder inden for blandt andet dyrevelfærd, klima og miljø. Derfor er det glædeligt, at reformudspillet i højere grad sammentænker landbrugspolitikken med EU’s 2020 klimamål, slutter Michael Brockenhuus-Schack.