Glæde over penge til natur
10. nov 2010
I Landbrug & Fødevarer glæder man siger over, at der tilsyneladende er en aftale på vej, der kan sikre en korrekt registrering og bedre pleje af de danske naturområder.
I forbindelse med aftalen om Finanslov for 2011 er der sat 36 mio. kr. af til registrering af de danske naturområder. Miljøministeriet har netop offentliggjort resultatet af en undersøgelse af den eksisterende registrering. Her viser tallene tydeligt, at der er behov for at få opdateret registreringen af den danske natur, og tiltaget vækker da også glæde i Landbrug & Fødevarer.
- Vi har længe efterspurgt en opdatering af registreringen af de sårbare naturområder, så vores medlemmer og alle andre lodsejere kan få klar besked om, hvilke områder der skal beskyttes, siger Landbrug & Fødevarers miljø- og energidirektør Niels Peter Nørring, der ser frem til, at Miljøministeriet nu indgår en aftale med Kommunernes Landforening, der skal sikre en opdateret registrering.
- Vi ser frem til, at registreringen kommer på plads, men den kan ikke stå alene. Der skal følges op med direkte information til alle lodsejere, både om de generelle regler for beskyttelse, men også gerne om de konkrete registreringer på den enkelte ejendom, siger Niels Peter Nørring, og peger på, at miljøministeren allerede har iværksat en informationskampagne som en del af serviceeftersynet.
En af de helt store trusler mod den danske natur er i dag tilgroning. Derfor er det vigtigt, at registreringen følges op af attraktive ordninger, der sikrer, at naturområderne også bliver plejet. Den megen fokus på pleje af Natura 2000 risikerer at betyde, at § 3 arealerne bliver glemt. Derfor glæder man sig i Landbrug & Fødevarer over, at der i forbindelse med finansloven også er sat 10 mio. kr. af til at se på, hvordan naturplejen kan integreres i den forretningsmæssige drift.
- Landmændene er afgørende spiller i forhold til naturpleje. Vi har i Landbrug & Fødevarer længe arbejdet for at gøre naturpleje til en driftsgren side om side med den almindelige landbrugsproduktion, men det kræver at der prioriteres midler til at betale den enkelte landmand for f.eks. afgræsning, slåning, hegning siger Niels Peter Nørring