Madskoler får plads i uddannelse

03. nov 2010

Madskolerne har svært ved at finde nok frivillige. Derfor vil arrangørerne indgå partnerskab med uddannelsesinstitutioner.

Sommerens Madskoler slog i 2010 ny rekord med ca. 1.300 deltagende børn over hele landet. Og tallet kunne sagtens have været højere, men det kniber med at skaffe nok frivillige til de populære sommerferietilbud, fortæller arrangørerne bag succesen, 4H og Landbrug & Fødevarer.

- Interessen for vores madskoler er så stor, at vi ikke kan skaffe nok frivillige instruktører, og det er ærgerligt, når der faktisk findes en masse potentielle frivillige derude, og efterspørgslen samtidig er så stor, siger projektkoordinator på Madskolerne & 4H konsulent, Line Damsgaard, til FoodCulture.dk.

Indtil videre har det været praksis at rekruttere frivillige, som studerer ved sundheds- og ernæringssuddannelserne, men her er der langt fra nok til at opfylde det aktuelle behov.

- Men det er vigtigt, at vi finder de frivillige lokalt, fordi det er for dyrt, hvis de skal rejse fra den anden ende af landet og indkvarteres. Derfor har vi set os om efter lokale partnere, og på Bornholm er det faktisk lykkedes at få skrevet Madskolerne ind i undervisningsplanen på Pædagog Assistent-uddannelsen. Vi har også været i dialog med University College Sjælland og Suhrs Husholdningskole for en lignende aftale, men det blev ikke til noget. Til gengæld har vi en aftale med ernæringsuddannelsen i Aarhus, hvor de studerende kan få merit for deres ophold på Madskolerne, siger Line Damsgaard.

Hun mener, at studerende, der deltager i Madskolerne, samtidig får praktisk erfaring og kompetencer indenfor bl.a. pædagogik, sundhed, ernæring, mens børnene får nogen kvalificerede voksne til at hjælpe dem i køkkenet.

En anden mulighed kunne være at rekruttere ledige som frivillige instruktører til Madskolerne. Det forhindrer de nuværende regler for ledige imidlertid.

Læs mere på FoodCulture.dk

Seneste nyt fra lf.dk