Få voresmad.dk på mobilen
26. nov 2010
Fra søndag kan du læse juleopskrifter med svinekød på mobilen.
Fra på søndag den 28. november går den mobile version af voresmad.dk i luften med en landsdækkende julekampagne i Søndagsavisen. Kampagnen Klar til julegrisen? sætter fokus på voresmad.dk, og mobilsitet løber frem til jul.
m.voresmad.dk, som sitet hedder, er udviklet særligt med fokus på en yngre og mobil målgruppe, der har taget nye medieplatforme i brug eller ønsker at gøre det.
- Svinekød er traditionelt stærkt forankret i det danske køkken, og vi ønsker at fastholde og udbygge unge menneskers brug og kendskab til svinekød i madlavningen. Vi ved dog, at målgruppen under 25 år bruger mindre tid på indkøb og madlavning. Derfor har vi udviklet en ny medieplatform, der gerne skulle gøre det lidt nemmere at købe ind og tilberede velsmagende juleretter med svin, siger sektorchef i Landbrug & Fødevarer, Nicolaj Christoffersen.
Som noget nyt kan brugerne få adgang til m.voresmad.dk ved at scanne en såkaldt 2d-kode eller sende en SMS til 1919 med teksten LF og derved få tilsendt ugens juleopskrift hver mandag med ny inspiration til dejlige svinekødsretter frem til juleaften. Med 2d-koden bliver brugeren guided direkte ind på m.voresmad.dk og kan se opskrifter allerede ved køledisken i supermarkedet. Tanken er, at dagens indkøb gøres langt nemmere.
Kampagnen i Søndagsavisen kan læses af 1,4 million danskere og den relanceres søndag den 12. december. Mobilsitet er udviklet i Landbrug & Fødevarer og er støttet af Svineafgiftsfonden.