Økologieksporten steg i 2009

23. nov 2010

PRESSEMEDDELELSE

Trods finanskrise og hård konkurrence på det tyske marked steg øko-eksporten i 2009, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Landbrug & Fødevarer er også optimistisk, når det gælder 2010 og de kommende år.

Nye tal for handlen med økologiske varer i 2009 fra Danmarks Statistik viser, at eksporten er steget fra 653 mio. kr. til 743, hvad der svarer til en stigning på 14 procent. Samtidig er importen faldet fra 1,4 mia. kr. til 1,1, hvad der svarer til et fald på 21 procent. Landbrug & Fødevarer er tilfreds med udviklingen:

- Det er positivt, at de danske virksomheder har haft gang i eksporten, især fordi konkurrencen i 2009 var hård på det vigtige tyske marked, som samtidig var ramt af finanskrisen. Alligevel har Tyskland aftaget næsten halvdelen af den samlede økologieksport. Det er især mejeri- og kødprodukter, der har udviklet sig positivt, siger teamleder i Landbrug & Fødevarer Økologi, Kirsten Lund Jensen.

Hun fremhæver, at Danmark også er kommet flot ind på det franske marked, som i øjeblikket er i rivende udvikling. Øko-eksporten til Frankrig er næsten fordoblet i 2009 til 70 mio. kr.

Optimisme for 2010
Også for 2010 og de kommende år har Landbrug & Fødevarer store forventninger:

- Vi har spurgt de største medlemsvirksomheder i Landbrug & Fødevarer om udviklingen i økologieksporten, og der er stor optimisme at spore hos både mejeri-, kød- og grønt-producenterne. Virksomhederne har samlet set en målsætning om en stigning i eksporten på 10 procent per år i de kommende år, hvis ikke konkurrenceevnen forringes, siger Kirsten Lund Jensen.

Hun fremhæver, at de seneste tal for det tyske marked viser, at detailhandlen har oplevet en mængdemæssig fremgang i afsætningen på omkring 5 procent for økologiske varer i første halvdel af 2010.

De lavere foderpriser i Danmark i 2009 har bevirket, at importen af korn- og foderstoffer har været faldende, hvilket er hovedårsagen til den samlede importnedgang.