Opfordring til vækstforum: Tag de største udfordringer først

26. nov 2010

PRESSEMEDDELELSE

Landbrug & Fødevarer glæder sig over, at Vækstforum nu diskuterer konkrete politikforslag. Men den nuværende situation kræver tiltag, der direkte kan forbedre virksomhedernes konkurrenceevne.

Vækstforum satte selv diagnosen for få måneder siden: Konkurrenceevnen er under pres, og vi sakker bagud i forsknings- og uddannelseskapløbet. Så selv om det er glædeligt, at Vækstforum nu har åbnet for diskussion af konkrete politiske vækstinitiativer, så er der her og nu behov for at få sænket omkostningsniveauet og forbedret virksomhedernes muligheder for at skabe merværdi, lyder det fra Landbrug & Fødevarer i en kommentar til det aktuelle møde i regeringens Vækstforum.

- Vi kan jo se, at virksomhederne i dag flytter arbejdspladser ud af landet. Det rammer ikke kun de ufaglærte jobs, men også de forsknings- og videnstunge aktiviteter. Vi er ganske enkelt ikke længere så meget dygtigere i Danmark, end man er i andre lande’, påpeger Carl Aage Dahl.

Han opfordrer derfor til, at regeringen og Vækstforum i nær fremtid tager fat om nældens rod: Færre omkostninger og en mere ambitiøs indsats indenfor forskning og uddannelse.

- Pris og kvalitet er nødt til at følges ad. Hvis vi skal kunne sælge vores varer til en højere pris, skal vi også være bedre og klogere. Og hvis vi skal konkurrere på de hårde markeder, så skal vi have omkostningsniveauet ned. Men når de andre løber stærkere, og samtidig er i færd med at indhente vores uddannelsesmæssige forspring, så risikerer vi at tabe begge steder. Det bør regeringen og Vækstforum tage alvorligt. Vi skal fastholde et stærkt vindenfundament og samtidig sikre en fortsat dansk satsning på de konkurrenceudsatte markeder, siger Carl Aage Dahl.

I Landbrug & Fødevarer glæde man sig dog samtidig over, at der nu tages fat på at skabe mere konkurrence i den offentlige sektor:

- Virksomhederne er helt afhængige af en effektiv offentlig service og sagsbehandling. Og den offentlige sektor bliver kun bedre og billigere af øget konkurrence. Derfor er forslagene om udbudspligt i kommunerne og regioner vigtige for at stimulere væksten i dansk økonomi, siger Carl Aage Dahl.

Han ser desuden frem til billigere og bedre serviceydelser på baggrund af en række forslag, der skal fremme konkurrencen i de private danske serviceerhverv:

- Konkurrence er godt, og tvinger virksomhederne til hele tiden at være oppe på tæerne. Det ved vi i landbrugs- og fødevareerhvervet, hvor konkurrencen på de globale markeder er benhård – og hvor danske virksomheder er med blandt de bedste. Konkurrence er derfor til gavn for alle, både virksomheder og forbrugere, understreger Carl aage Dahl med henvisning til Landbrug & Fødevarers eget vækstpolitiske oplæg med 10 konkrete bud på, hvordan vi kan få kickstartet væksten i Danmark.

Yderligere oplysninger: Adm. direktør Carl Aage Dahl, Landbrug & Fødevarer, telefon 2015 0080