Vildtskader skal forebygges
10. nov 2010
Den stigende bestand af bl.a. kronvildt har resulteret i et stigende antal vildtskader på landbrugsarealer. Derfor glæder Landbrug & Fødevarer sig over, at miljøministeren nu sætter penge af til at afbøde skaderne.
Miljøministeriet har i forbindelse med finanslovsaftalen sat 5 mio. kr. af til projekter, der skal afbøde vildtskader fra hjortevildt, gæs og svaner. Skaderne opstår, fordi bestanden af disse vildttyper er i voldsom fremgang, og dyrene i store flokke søger føde på landbrugsarealerne..
I Landbrug & Fødevarer har man længe gjort opmærksom på problemet og sammen med Miljøministeriet iværksat en indsatsplan, der skal bidrage til at minimere vildtskader i markerne. Det glæder landbrugets repræsentant i Vildtforvaltningsrådet Lars Hvidtfeldt.
- Markvildtskader er et stort problem for en lang række landmænd. Og der findes desværre ikke nogen enkle løsninger. Derfor glæder jeg mig over, at miljøministeren nu sætter penge af til projekter, der skal minimere omfanget af vildtskader, siger Lars Hvidtfeldt.
Penge fra Miljøministeriet skal bl.a. bruges til at etablere og drive såkaldte aflastningsarealer, der skal lokke vildtet til og dermed væk fra afgrøderne på markerne.
- Jeg er meget begejstret for initiativet. Jeg tror, vi kan glæde os til en alsidig og dynamisk indsats, som kan målrettes lokale forhold, så vi alle kan nyde vildtet, uden at det går hård ud over landbrugsafgrøderne, siger Lars Hvidtfeldt.