Husdyrlov kan få uoverskuelige konsekvenser

04. nov 2010


Strenge krav om reduktion af ammoniakudledning kan få voldsomme konsekvenser for de husdyrbrug, der ligger tæt på naturområder.

Nye tal fra Landbrug & Fødevarer peger på, at skærpede krav til husdyrbrugenes udledning af ammoniak kan komme til at koste over 900 mio. kr. Kravet er en del af det forslag til ny husdyrlov, der blev førstebehandlet den 12. oktober.

- Vi er foruroligede over, at der ikke er blevet regnet på konsekvenserne af det forslag, der er lagt frem. Vores beregninger viser med al ønskelig tydelighed, at de ammoniakkrav, der ligger i udkastet til husdyrloven, risikerer at få vidtrækkende konsekvenser for en lang række bedrifter, siger Niels Jørgen Pedersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Han efterlyser stillingtagen til, hvad der skal ske med de bedrifter, der på trods af at de bruger al tilgængelig miljøteknologi, ikke lever op til kravene om ammoniakreduktion.

Foruden de økonomiske omkostninger for de landmænd, der kan blive tvunget til at lukke deres bedrifter, kommer den usikkerhed, som lovforslaget skaber i såvel kommuner som i landbrugserhvervet, fordi lovforslaget ikke klart gør rede for, hvad det er for områder, man vil beskytte.

- Nu er der endelig kommet lidt mere styr på miljøgodkendelserne, og vi har med anmeldeordningerne fået den længe ønskede forenkling af sagsbehandlingen. Derfor er det også helt uforståeligt, at man vil gentage de samme fejl. Regeringen lægger ansvaret ud til kommunerne uden at give dem de nødvendige retningslinjer. Det er en stor og utaknemmelig opgave, som kun vil skabe usikkerhed blandt såvel kommunens sagsbehandlere som vores medlemmer, siger Niels Jørgen Pedersen.

Seneste nyt fra lf.dk