Fremtidens økologi til debat
15. sep 2010
Store ambitioner og diskussionslyst hos økologiske landmænd ved det første af en serie økologimøder.
De økologiske ambitioner og diskussionslysten var stor, da 50 økologiske landmænd fra det vestjyske var mødt op til økologimøde torsdag den 9. september i Vildbjerg for at høre om Landbrug & Fødevarers økologiske arbejde, og debattere hvordan de synes, at økologien skal udvikle sig i fremtiden.
- Vi skal turde sætte overlæggeren højt, når vi tænker på fremtidens økologi, sagde Uffe Bie formand for Landbrug & Fødevarers Økologisektion. Og debatten blandt de økologiske landmænd understøtter Uffe Bies ambitioner.
Ifølge de vestjyske landmænd byder fremtidens økologiske produktion på sunde fødevarer, der understøtter samfundets behov for mere sundhed. De skal være produceret i et CO2 neutralt bæredygtig landbrug, der bygger på glæde, troværdighed og åbenhed.
Hvis regeringens mål om at fordoble det økologiske areal i løbet af de næste 10 år skal blive en realitet, skal der for alvor gang i de danske landmænds lyst til at lægge om til økologi. For at få flere landmænd med på vognen var der stor enighed blandt deltagerne om, at det er helt centralt, at det skal være økonomisk attraktivt at være økologi, ligesom den nødvendige efterspørgsel skal være til stede.
Endvidere peger deltagerne på, at økologi bør opprioriteres i landbrugsuddannelsen, hvis flere skal have lyst til at være økologer. Ligesom de økologiske landmænd mener, at det vigtigt for økologiens fremtid, at økologi er en anerkendt produktionsform blandt landmænd, omgærdet med samme respekt som konventionel produktion.
Deltagerne på mødet var enige om, at det er helt afgørende for økologiens fremtid, at vi værner om økologiens troværdighed og hele tiden udfordrer og videreudvikler de økologiske værdier og principper.
Alle økologiske landmænd i Danmark har mulighed for at deltage i debatten, når Økologisektionens formandskab sammen med Team Økologi, Videnscentret for Landbrug, Økologi og den regionale økologirådgivning inviterer til økologimøder i løbet af september. Se mødeoversigt.