Åbent Landbrug og Landbrug & Fødevarer trak fulde huse

19. sep 2010

De 64 gårde tog imod 54.000 nysgerrige børn og voksne ved årets Åbent Landbrug - 3.søndag i september. Se video fra arrangementet.

Kim Kjær Knudsen fra Allindemaglegården ved Ringsted var en af de landmænd, der glædede sig over den store interesse for arrangementet. Især at mange var positivt overraskede over de forhold, gårdens 1.200 søer lever under. Både Kim, hans familie og medhjælpere havde travlt med at udlevere overtræksdragter, fodposer og svare på spørgsmål, da hundredvis af besøgende strømmede ind på gården i løbet af de første par timer.

Se videoreportage fra arrangementet.

Michael Brockenhuus-Schack, formand for Landbrug & Fødevarer, var også glad for de mange besøgende ved Åbent Landbrug.

- Det her arrangement giver os grundlag for at vise, hvor fødevarerne kommer fra. Samtidig kan vi også fortælle historien om, hvordan vi som erhverv kan bidrage til nogle af de store udfordringer, vi har som samfund. Ud over fødevarer er det produktion af vedvarende energi og bioenergi, siger Brockenhuus-Schack og tilføjer - vi kan også fortælle historien om nogle af de store temaer, der er oppe i samfundet i øjeblikket - økonomi, vækst og beskæftigelse i det, mange kalder udkants-Danmark.

Fra kl. 10 til kl.16 søndag havde landmænd - og en kæmpe skare af frivillige medhjælpere - overalt i Danmark travlt med at vise rundt på gårdene, servere smagsprøver og svare på gæsternes mange spørgsmål om dyr, produktion og livet på landet.

Hovedparten af Åbent Landbrugs besøgende var børnefamilier, der havde taget imod det gratis tilbud om at se, hvor maden kommer fra. Overalt i landet fik tusindvis af køer, kalve, grise og får dagen lang klap af store og små hænder. Minkene blev beundret på afstand. De første besøgende på Højlandsgården ved Haslev blev vidner til en kælvning, da en af gårdens 130 sortbrogede køer fødte en velskabt kalv omgivet af en skare af nysgerrige børn og voksne.

Åbent Landbrug 3. søndag i september koordineres af Landbrug & Fødevarer. Det er et landsdækkende oplysningsprojekt, der skal øge befolkningens kendskab til moderne dansk fødevare- og vedvarende energiproduktion.

Yderligere oplysninger: Anders Søgaard, Landbrug & Fødevarer, tlf. 27 24 57 45

www.aabentlandbrug.dk

Seneste nyt fra lf.dk