Bedre konkurrenceevne skal sikre væksten i Danmark
08. apr 2011
Landbrug & Fødevare analyse viser, at Danmarks evne til at konkurrere med udlandet er blevet forringet markant de seneste år. I fødevareerhvervet er årsagen det høje danske lønniveau og høje danske afgifter.
Analyse fra Landbrug & Fødevarer afslører tydeligt årsagen til de danske vækstproblemer. Sammenlignet med andre lande har Danmark dårlig placering når det gælder omkostningsniveau, afgiftstryk og produktivitet.
Særligt den danske lønudvikling har i forhold til udlandet været markant højere de sidste 10 år, og det presser Danmarks og fødevareerhvervets konkurrenceevne. Lønstigningerne har været medvirkende til, at beskæftigelsen i fødevareerhvervet er faldet med omkring 20 procent i samme periode, siger Leif Nielsen, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer.
Han peger endvidere på høje danske afgifter inden for eksempelvis miljøområdet som en vægtig årsag til den faldende konkurrenceevne, ligesom tung offentlig administration også spænder ben for vækst.
Behov for vækst
Det danske vækstgear skal et trin op, og det kan ske gennem fokus på forskning og produktivitetsudvikling, men det skal ske via en økonomisk prioritering af området.
- Problemet med den danske vækst er, at den ikke er oppe i samme gear, som en række af de lande vi ellers sammenligner os med. For at skubbe til den proces, er det nødvendigt, at vi sideløbende med at skabe vækst på de traditionelle områder også formår at skabe vækst på nye forretningsområder, som eksempelvis biomasse til energiformål, siger Leif Nielsen.
Vurderingen er, at udnyttelse af vækstpotentialet på biomasse vil give 9.000 nye jobs. Den øgede beskæftigelse vil især have effekt i landdistrikterne.
Læs den nye analyse fra Landbrug & Fødevarer her.