Danskere vil have fødevarer i grænsehandlen

29. apr 2011

Hver tiende dansker kører over grænsen for at købe fødevarer, viser en ny undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer.

Hvert år køber vi ind for 6,3 mia. kroner uden for landets grænser. Spiritus, slik og cigaretter får traditionelt masser af danskere til at tage turen sydpå eller over Øresund, men i de senere år er også fødevarer blevet et trækplaster, viser en ny analyse fra Landbrug & Fødevarer.

Nærmere bestemt kører hver tiende dansker til Tyskland eller Sverige med det hovedformål at købe fødevarer. Især de ældre danskere, og danskere bosat i de større byer, grænsehandler deres fødevarer. Personer fra Region Hovedstaden køber oftest fødevarer. Her har 19 pct. været på en kort tur i udlandet med det formål hovedsagligt at købe fødevarer.

Prisen går igen som det store argument for at købe varerne i udlandet, og ifølge analysen fra Landbrug & Fødevarer betyder det ikke så meget om varernes oprindelse er dansk eller tysk - bare de er billige.

Hvis de 6,3 mia. kr. i stedet blev lagt i danske butikker ville det svare til, at den danske detailsektor skabe 5.800 jobs i Danmark.

Læs hele analysen Danskerne og grænsehandel.

Seneste nyt fra lf.dk