Gult kort ordning virker
19. apr 2011
PRESSEMEDDELELSE
De seneste opgørelser viser et markant fald i det totale antibiotikaforbrug. Det er yderst glædeligt og en stor ros til svinedyrlægerne og svineproducenterne, der virkelig har givet anvendelsen af antibiotika et grundigt serviceeftersyn. Det er flot, at vi i Danmark kan presse forbruget yderligere ned, selvom vi i forvejen lå blandt de laveste niveauer i verden.
-Hvis det lavere forbrug afspejler en opstramning i forhold til unødig behandling, og der stilles bedre diagnoser inden behandling, er det et stort skridt i den rigtige retning. Jeg håber naturligvis bare ikke, at reduktionen giver bagslag i form af flere syge og døde dyr, udtaler Nicolaj Nørgaard, direktør i Videncenter for Svineproduktion.
I svinesektoren er der konstant fokus på en forsvarlig anvendelse af antibiotika. F.eks bruges der ikke længere fluoroquinoloner og cephalosporiner, da det er antibiotikagrupper, der har stor betydning til humanbrug.
For at sikre en god behandlingspraksis har Videncenter for Svineproduktion desuden udarbejdet manualen ’God antibiotika praksis’ som svineproducenter og dyrlæger kan gøre brug af.
Endnu mindre antibiotika på den lange bane
Videncenter for Svineproduktion har også søsat et stort fireårigt projekt ’Optimal brug af antibiotika’, hvor der bl.a. genereres ny viden om mere hensigtsmæssige måder at give grisene antibiotika på samt at sikre en bedre sundhed hos smågrise.
Projektet har som mål, at den opnåede viden kan få antibiotikaforbruget ned med mindst 10 pct. hos de svineproducenter, som deltager i de mange demonstrationsprojekter, der finder sted i løbet af de næste fire år. Det er ikke kun hos producenter med gult kort, at der foretages demonstrationer - også blandt de bedste er der megen viden at hente.
-Vi arbejder også på at videreudvikle de diagnostiske redskaber, brugen af vacciner og finde alternativer til antibiotika, så alt i alt er jeg fortrøstningsfuld med hensyn til den fremtidige anvendelse af antibiotika i den danske svinesektor, siger Nicolaj Nørgaard.