VSP finansierer forskning i dyrevelfærd

11. apr 2011

Befolkningens opfattelse af dyrevelfærd inden for svinesektoren skal undersøges nærmere i et Ph.d.-stipendium. Resultatet skal styrke grundlaget for målrettede forbedringer af grisenes velfærd. Videncenter for Svineproduktion finansierer dele af projektet.

Den nyetablerede fødevaresocioloigske gruppe på Fødevareøkonomisk Institut, Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet tilbyder et ph.d.-stipendium i fødevaresociologi.

Det opslåede Ph.d.-projekt er et sociologisk studie af befolkningens opfattelse af dyrevelfærd inden for svinesektoren. Projektets fokus er et studie af den rolle dyrevelfærd spiller for almindelige menneskers opfattelse af svin og svinekød - og herunder ikke mindst opfattelsen af de teknologier, der anvendes i forbindelse med opdræt og slagtning.

- Dyrevelfærd er mange ting, og vi er nødt til at vide mere om, hvad forbrugerne oplever som velfærd. På den måde vil vi langt bedre kunne imødekomme forbrugernes ønsker ved at foretage de forbedringer inden for dyrevelfærden, som der er vilje til at betale for, siger Nicolaj Nørgaard, direktør for Videncenter for Svineproduktion. 

Projektets resultater skal bidrage til at styrke grundlaget for en målrettet indsats med at forbedre dyrevelfærden i svinesektoren. PhD-studiet vil være forankret i Center for Bioetik og Risikovurdering/ Faggruppen for Miljø, Sundhed og Etik på Fødevareøkonomisk Institut, KU LIFE. Projektet er finansieret af og gennemføres i samarbejde med Landbrug & Fødevarer,
Videncenter for Svineproduktion samt Danish Meat Research Institute.

Læs mere om projektet, ansøgningsprocedure mm. her.

Seneste nyt fra lf.dk