De danske kalve har haft en god sommer
12. aug 2011
Nye tal fra Videncentret for Landbrug, Kvæg viser, at kalvedødeligheden i juni og juli er rekordlav.
Der dør årligt mellem 40.000 og 45.000 kalve på landsplan, og i 2010 lå dødeligheden for kalve mellem 1-180 dage på 8,7 procent. Hvis det står til Videncentret for Landbrug, Kvæg, så skal det tal være 5,5 procent i 2013. Denne sommer har måske været første skridt på vejen til at nå målet. I juni og juli måned lå kalvedødeligheden nemlig nede på 2,5 procent, og det er hele 37,5 procent lavere end sommermånederne i 2010. Det skriver Landbrug & Fødevarers webmagasin Foodculture.dk.
”Vi bruger de gode tal som en appetitvækker, så landmændene ved, at det går den rigtige vej, og at de skal fortsætte deres gode arbejde med at holde dødeligheden nede,” siger Peter Stamp Enemark, landskonsulent for Videncentret for Landbrug, Kvæg, til Foodculture.dk.
Tallene dækker kun dødeligheden for kalve, der er under 30 dage gamle, men er et skridt på vejen mod Videncentret for Landbrug, Kvægs målsætning om at sænke dødeligheden for alle kalve.
”Det kan nå at ændre sig endnu, men vi glæder os over tallene. Vores kampagne ”levende kalve og vinderkøer” satte i 2007 fokus på kalvedødeligheden, og siden har vi oplevet et markant fald, dog med en stigning forrige vinter. Derfor er det meget glædeligt, at vi i sommer har en rekordlav kalvedødelighed,” siger Peter Stamp Enemark.
Vinteren er hård ved kalvene
Det er især om vinteren, at kalvene rammes af sygdomme som lungebetændelse og diarré. Derfor udsender Videncentret for Landbrug, Kvæg i efteråret en række gode råd til, hvordan landmændene nedbringer kalvedødeligheden i løbet af den kolde, danske vinter.
”Vi vil gerne hjælpe landmændene ved at give dem en række råd og værktøjer, der holder kalvene sunde og raske i vinterperioden. Derfor giver vi dem konkret vejledning, som gør det lettere at passe på kalvene,” siger Peter Stamp Enemark.