Latex-annoncen vinder pris
11. aug 2011
Latex-annoncen fra Landbrug & Fødevarers kampagne ’Fremtiden er ikke så sort, som den har været’, vandt publikumsprisen som juni måneds bedste annonce i Morgenavisen Jyllands-Posten.
Der bliver lagt mærke til erhvervets kampagne om, at ’Fremtiden er ikke så sort, som den har været’.
Således har en af annoncerne i kampagnen nu for anden gang vundet Morgenavisen Jyllands-Postens publikumspris som månedens bedste annonce. Avisens læsere har denne gang valgt ’Latex-annoncen’, der fortæller, at man forsker i at kunne udvinde gummi af mælkebøtteplanter, til bedste annonce i juni måned. Tidligere har ’Lorte-annoncen’, der sætter fokus på erhvervets produktion af biomasse til vedvarende energi, vundet prisen som bedste annonce i februar.
Jyllands-Postens læsere har valgt Latex-annoncen blandt fire annoncer, som har været bragt i avisen i juni. De øvrige annoncer var indrykket af Telenor, Danica Pension og Aarhus Universitet.
- Publikumsprisen understreger, at vi når ud til den brede befolkning med kampagnen, hvilket netop er en del af strategien, siger brandingchef Lisbeth Olsgaard, som har det overordnede ansvar for kampagnen.
Hun er helt på det rene med, at især det provokerende billedvalg i annoncen skaber blikfang og opmærksomhed, ganske som det var tilfældet med lorte-annoncen.
- Men samtidig får vi også fortalt, at landbrugs- og fødevaresektoren er mere og meget andet end det, man normalt forbinder os med, siger Lisbeth Olsgaard.
Kampagnen skal give samfundet en mere nuanceret opfattelse af erhvervet, men Lisbeth Olsgaard understreger, at det ikke kun er gjort med en reklamekampagne. Den er en del af det større projekt om Den nye fortælling, som også omfatter erhvervet selv.
Med kampagnen vil landbrugs- og fødevareerhvervet blive italesat på en ny måde i forhold til omverdenen, med fokus på løsninger, på landbrugs- og fødevareerhvervets bidrag til samfundet og dets potentiale i fremtidens vækst. Det skal give mening for samfundet at give erhvervet udviklingsmuligheder.
- Reelt er der tale om et erhverv under forandring - en proces der er blevet kaldt Danmarks største forandringsledelsesprojekt, fastslår Lisbeth Olsgaard.
Videre i konkurrencen
Latex-annoncen går nu videre i konkurrencen om Aurora-prisen, der er en reklamepris indstiftet af Morgenavisen Jyllands-Posten. Auroraprisen gives til printannoncer indenfor fem forskellige kategorier. Sidste år løb reklamebureauet Mench, der også har udfærdiget Landbrug & Fødevarers kampagne, med prisen i tre af de fem kategorier.
Se annoncerne fra kampagnen.