Bankpakke 4 er nødvendig
25. aug 2011
Små lokale banker, som spiller en stor rolle for væksten i Danmarks yderområder, får ikke tilstrækkelig gavn af bankpakke 4, mener Landbrug & Fødevarer, der erkender, at bankpakken overordnet set er nødvendig.
Bankpakke 4 er et helt nødvendigt skridt for at normalisere kreditmarkedet, mener Landbrug & Fødevarer.
- Bankpakken sender et vigtigt signal til de internationale kapitalmarkeder og vil give det danske banksystem mulighed for at stabilisere sig. Bankpakken styrker sunde pengeinstitutters incitamenter til at overtage nødlidende pengeinstitutter. Det vil medføre en øget stabilitet på det danske bankmarked og fremme den nødvendige strukturudvikling i sektoren, siger Lone Saaby, erhvervspolitisk direktør i Landbrug & Fødevarer.
Hun er dog bekymret for, at de små lokale banker, der skal skabe væksten i Danmarks yderområder, stilles dårligere.
- En meget stor del af de små og mellemstore virksomheder i landets yderområder, herunder mange landbrug, har deres engagementer i lokale pengeinstitutter. Deres muligheder for at låne til nye projekter vil blive forringet, hvis de små banker oplever yderligere kapitalflugt.
Lokale banker mangler statssikkerhed
Landbrug & Fødevarer så helst, at staten også havde stillet garanti for de små lokale banker – også selv om de ikke fusionerer.
- Vi havde helst set, at man sammen med de øvrige tiltag i bankpakke 4 og Nationalbankens udvidelse af belåningsgrundlaget også havde overvejet at forlænge den individuelle statsgaranti for pengeinstitutterne generelt. Det ville have skabt større sikkerhed omkring de mindre banker i Danmarks yderområder. Og det vil så have skabt bedre mulighed for små og mellemstore virksomheder for at låne penge til vækstskabende nyinvesteringer, siger Lone Saaby.
Lone Saaby understreger, at Danmark har brug for at skabe ny vækst, og at de finansielle rammer har overordentlig stor betydning for, om det kan lade sig gøre. Ikke mindst i yderområderne, hvor en meget stor del af de eksporterende erhverv hører til; blandt andet landbrugs- og fødevareerhvervet.