Eksporten trækker dansk økonomi på trods af fald i vækst

22. dec 2011

Danmarks Statistik har netop offentliggjort reviderede tal for det kvartalvise nationalregnskab. Tallene viser et beskedent fald i væksten på 0,5 pct. i BNP i tredje kvartal 2011. Det er en lidt mindre negativ vækst end tidligere offentliggjort.

De nye tal fra Danmarks Statistik viser at bruttonationalproduktet (BNP) faldt med 0,5 pct. i 3. kvartal. Faldet i BNP skyldes især en aftagende indenlandske efterspørgsel og en stigende import. Samlet set bidrog den indenlandske efterspørgsel og importen med 0,8 pct.-point af fladet i BNP. Omvendt trak eksporten økonomien op med 0,3 pct.-point.

- De reviderede nationalregnskabstal understreger, at eksporten er et afgørende fundament for en i øvrigt svag dansk økonomi, mens især det offentlige og private forbrug trækker væksten ned, siger Leif Nielsen, cheføkonom i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.

De seneste tal for udenrigshandlen viser imidlertid at det i 4. kvartal ikke kommer til at gå så godt med eksporten som i 3. kvartal. Leif Nielsen peger dog på, at der er dele af eksporterhver-vene, der ikke bliver ramt så hårdt af den internationale afmatning. Det gælder bl.a. landbrugs- og fødevareerhvervet.

- Som et af Danmarks absolut største eksporterhverv ser landbrugs- og fødevareerhvervet ud til at have klaret sig rigtig godt sammenholdt med andre store eksporterhverv. Der er mørke skyer forud for en stor del af eksporterhvervene, men for vores branche ser fremtiden mindre dyster ud, siger Leif Nielsen.

Landbrugs- og fødevareerhvervet har ifølge cheføkonomen det kommende år et stort eksport-potentiale som erhvervet kan udnytte.

- Selvom der de kommende år er udsigt til lav vækst i Europa og USA, vil der fortsat være pæn vækst i de asiatiske økonomier. Det giver nogle oplagte muligheder for eksporterhvervene. For landbrugs- og fødevareerhvervet er der et enormt eksportpotentiale med en hurtigt voksende middelklasse i Asien. En middelklasse som i stigende grad efterspørger danske kvalitetspro-dukter, siger Leif Nielsen.

Seneste nyt fra lf.dk