Landbrug & Fødevarer: Kun forsvarlig brug af pesticider
15. dec 2011
Danmark har et af verdens bedste godkendelsessystemer af pesticider. Det skal vi fortsat have, mener Landbrug & Fødevarer, der ønsker en forsvarlig og bæredygtig anvendelse af pesticider.
Rigsrevisionen kritiserede onsdag skiftende miljøministre for ikke at have beskyttet grundvandet tilstrækkeligt mod nedsivning af pesticider. Landbrug & Fødevarer konstaterer, at kritikken primært går på stoffer, der har været forbudt i mange år eller som er reguleret af godkendelsessystemet.
- Vi er enige med Rigsrevisionen i, at et effektivt og velfungerende godkendelsessystem er hjørnestenen i beskyttelsen af grundvandet. Det er her, vi kan sikre, at vi kun har de bedste og mest sikre stoffer til rådighed. For vi ønsker selvfølgelig ikke at anvende pesticider, der dokumenterbart kan skade drikkevandet ved korrekt brug, siger viceformand i Landbrug & Fødevarer, Henrik Frandsen.
Miljøminister Ida Auken har, siden hun tiltrådte som minister, varslet en række tiltag, der yderligere skal sikre, at pesticider ikke havner i grundvandet. Blandt andet beskyttelseszoner om drikkevandsboringer.
- Vi støtter oprettelsen af beskyttelseszoner i særligt følsomme områder, hvis det sker på et solidt fagligt og veldokumenteret grundlag. Ved målrettet udpegning af sårbare arealer opnår vi også andre fordele. For eksempel vil regeringen fordoble det økologiske areal, og her vil det være oplagt med en ordning, der gør det attraktivt for landmændene at omlægge til økologi. Også flerårige energiafgrøder eller permanente græsarealer vil kunne udlægges i beskyttelseszoner, der således ikke behøver at være dyrkningsfri for at opnå den ønskede effekt, understreger Henrik Frandsen.
Regeringen og Enhedslisten satte i finansloven 40 millioner kroner af, der blandt andet skal bruges som kompensation til de landmænd, der bliver berørt af beskyttelseszonen. Landbrug & Fødevarer understreger, at det er uhyre vigtigt, at landmænd der får inddraget jord til beskyttelseszoner modtager fuld kompensation.
Afgift på belastning – ikke på mængde
Miljøminister Ida Auken har ligeledes offentliggjort, at der i nærmeste fremtid bliver lagt en højere afgift på visse pesticider. Afgiften skal gøre det dyrere at bruge de mest belastende pesticider.
- Vi har i Danmark et pesticidforbrug, som er væsentligt lavere end i flere af vores nabolande. Pesticider anvendes indenfor rammerne af et strengt godkendelsessystem, og professionelle brugere af planteværnsmidler er veluddannede i at bruge dem rigtigt. Forbruget af pesticider siger ikke noget om miljøbelastningen. Derfor har vi længe argumenteret for en omlægning, så de landmænd der står for en minimal miljøpåvirkning ikke skal straffes. Derfor bakker vi op om en afgift, der følger påvirkningen og ikke mængden, siger viceformand for Landbrug & Fødevarer Henrik Frandsen.