L&F vinder kapløb om EU forskningsmidler

02. dec 2011

Europa Kommissionen har netop offentliggjort, at fødevarer og tilhørende teknologi er udvalgt til næste runde af projekter, som modtager EU innovationsmidler. Landbrug & Fødevarer har sammen med en række aktører kæmpet for sejren.

I 2014 skal EU for anden gang uddele midler til en værdi af over 2,8 mia. euro til tre forskellige meget store, tværnationale projekter. Det sker under programmet KIC, Knowledge and Innovation Community, som i næste runde i 2014 fokuserer på sundhed, fødevarer og råstoffer.

- Opløbet har været tæt og intenst for at komme ind som et af de tre fokusområder under KIC. Vi har sammen med vores partnere under konsortiet Foodbest arbejdet hårdt for at nå hertil, hvor Europa Kommissionen har udvalgt fødevarer til et område, som vi i EU skal forbedre vores viden og innovation indenfor, siger Morten Andersen Linnet, teamleder i Landbrug & Fødevarer.

Morten Andersen Linnet understreger, at der fortsat er arbejde at gøre, før pengene er sikret til at gennemføre projekter inden for sunde fødevarer, fødevareteknologi eller bæredygtigt råvareproduktion. Europa Parlamentet skal også nikke til beslutningen i løbet af 2012.

- Tiden frem til 2014 skal bruges på at kortlægge de deltagende universiteters kompetencer og fødevarevirksomhedernes behov, så vi sammen kan få formuleret et innovativt projekt, som skal sikre ny viden og værktøjer til virksomhederne og skabe vækst i Europa, siger Morten Andersen Linnet.

Foodbest er et konsortium etableret på dansk svensk initiativ. Det samler førende universiteter og innovative virksomheder i Danmark, Sverige, Holland, UK, Frankrig og Italien. Målet er at skabe det vindende konsortium i kampen om at løfte et KIC på fødevareområdet.

Seneste nyt fra lf.dk