Rusland medlem af WTO

16. dec 2011

Efter 18 års utrættelige forhandlinger har Rusland og Verdenshandelsorganisationen (WTO) i dag underskrevet en historisk aftale.

Adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Carl Aage Dahl, siger, ”Det er et meget positivt signal fra russisk side, at man nu ønsker at være en del af et regelbaseret internationalt handelssystem. I første omgang skal russerne naturligvis ratificere aftalen i Dumaen til sommer. Men vi venter, at der på sigt bliver skabt mere gennemsigtighed på det russiske marked, og det bliver derfor enklere for vores virksomheder at handle med russerne”.

Den samlede danske vareeksport til Rusland udgjorde i 2010 8,4 mia. kr. Heraf tegnede landbrugsvarer og agroindustrielle produkter sig for 3,4 mia. kr. ”Vi oplever en meget markant vækst på det russiske marked. Lige nu forventer vi, at eksporten af landbrugsvarer og agroindustrielle produkter stiger med lidt over 20 pct. i 2011, så vi når et niveau omkring 4,2 mia. kr. mod 3,5 mia. kr. i 2010. Det er yderst tilfredsstillende”, siger Carl Aage Dahl.

På foranledning af den russiske landbrugsminister blev der i 2011 etableret en dansk-russisk Agro Business Club, som understreger det veletablerede samarbejde mellem virksomheder inden for landbrug-, fødevarer og agroindustri i Danmark og Rusland.  

”Russerne ved, at danske virksomheder har de produkter og den teknologi, der er nødvendig for at udvikle og modernisere den russiske fødevareproduktion. Vi har de vigtige tætte relationer til russerne, hvilket bl.a. Agro Business Club er et udtryk for. Med Ruslands underskrift i dag synes jeg, vi har al mulig grund til optimisme. Rusland er et fantastisk vigtigt marked for os, og alt peger lige nu i den rigtige retning”, siger Carl Aage Dahl.

Mere eksport til BRIK-landene
Han er glad for, at den nye danske handelsminister Pia Olsen Dyhr er til stede på konferencen i Geneve:

 ”Vi har store forventninger til handelsministerens rolle under det danske EU-formandskab og vi støtter op om ministerens bestræbelser på at udarbejde konkrete eksportstrategier for BRIK-landene”.

Rusland er på linie med Kina, Brasilien og Indien et af de lande, som den nye regering ønsker at udarbejde konkrete eksportstrategier for. Strategierne skal indeholde definition af handlinger, aktiviteter og mål for den danske indsats de kommende tre år. I sidste måned fremlagde Pia Olsen Dyhr sine første tanker om bud på fremtidige satsningsområder for dansk eksport. Områderne er: 1) miljø og vand, 2) sundhed- og velfærd, 3) klima og energi, 4) oplevelsesøkonomi og de kreative erhverv, og 5) bæredygtige fødevarer.

Landbrug & Fødevarer er involveret i arbejdet. Organisationen har bl.a. været vært for et dialogmøde mellem Udenrigsministeriet, Erhvervsministeriet og en række medlemsvirksomheder om barrierer for eksport på BRIK-markederne. Landbrug & Fødevarer arbejder grundlæggende på at sprede kendskabet til bredden i erhvervet og dets store eksportpotentiale indenfor alle produktområder i fødevare- og agroindustri.

Seneste nyt fra lf.dk