Veterinærinstituttet mangler ræve til undersøgelse for trikiner
09. dec 2011
Der bliver indsendt for få ræve til undersøgelse for trikiner ved DTU Veterinærinstituttet, og det truer Danmarks særstatus i EU. Konsekvensen kan blive, at alle slagtesvin skal testes for ormen.
Danmark behøver ikke undersøge alle slagtesvin for trikiner, hvis vi hvert år undersøger minimum 300 ræve og 50 andre rovdyr for trikiner. Men DTU Veterinærinstituttet, der står for undersøgelserne, modtager ikke nok ræve til at efterkomme kravet. Faktisk mangler der ca. 200 ræve i år. Det skriver DTU Veterinærinstituttet i en
pressemeddelelse.
Derfor opfordrer instituttet nu danske jægere og svineproducenter til at indsende ræve til undersøgelse.
Den danske overvågning I mange årtier er danske slagtesvin systematisk blevet undersøgt for trikiner, uden at ormen er blevet påvist, men i visse egne af Europa er parasitten stadig relativt hyppigt forekommende ikke mindst blandt ræve, vildsvin og frilandsgrise fra mindre besætninger.
På grund af dokumenteret frihed for trikiner blandt danske slagtesvin samt lav forekomst af trikiner blandt vilde dyr har Danmark fået en særstatus i EU, fordi risikoen for smitte med trikiner er ubetydelig.
Dette giver mulighed for at overgå fra det omkostningstunge krav om at undersøge alle slagtesvin til at gennemføre en risikobaseret overvågning, hvor dyr med særlig risiko undersøges. Dvs. udendørssvin, søer og orner, vildsvin og heste.
Danmarks særstatus forudsætter dog, at der hvert år gennemføres trikinundersøgelser på minimum 300 ræve samt 50 andre rovdyr. Overvågningen af trikiner hos vilde rovdyr foretages på Veterinærinstituttet.
”I det senere år er der imidlertid blevet indsendt for få ræve, og Danmarks særstatus i EU med hensyn til forekomsten af trikiner er derfor truet. På den baggrund opfordres danske jægere/svineproducenter til at indsende ræve til undersøgelse,” siger Heidi L. Enemark, der er seniorforsker ved DTU Veterinærinstituttet.
Læs mere om trikiner og hvordan jægere, landmænd og andre kan sende ræve til analyse for trikiner hos
DTU Veterinærinstituttet.
Læs også om undersøgelserne af ræve for trikiner på
Videncenter for svineproduktions hjemmeside.