Landmænd skal inddrages i naturpleje
07. dec 2011
PRESSEMEDDELELSE
Miljøministerens naturplaner er et skridt i den rigtige retning, vurderer Landbrug & Fødevarer. Men skal planerne lykkes til fulde, skal landmændene inddrages i den videre proces.
Miljøminister Ida Auken (SF)’ netop offentliggjorte naturplaner lægger op til en stor frivillig naturplejningsindsats hos landmændene. Landbrug & Fødevarer er ind til videre positive over for planerne:
- Vi bidrager gerne til at passe på naturen – vi lever jo af den. Mange landmænd ser også et stort forretningspoten-tiale i at pleje naturen. Men det er afgørende for os landmænd, at vi får betaling for de ydelser, vi leverer. Miljøministeren må sikre attraktive ordninger til afgræsning, ligesom en engangserstatning i forbindelse med lavbundsarealer er det eneste, der rykker noget, siger Niels Jørgen Pedersen, formand i Landbrug & Fødevarer.
Formanden understreger, at naturindsatsen ikke må hæmme landbrugsproduktionen og mulighederne på bedrifterne. Naturpleje og landbrugsdrift skal kunne gå hånd i hånd.
Landmændene skal tages med
Hvis naturindsatsen skal lykkes, skal landmændene inddrages i det videre forløb, mener Niels Jørgen Pedersen.
- Det er helt afgørende at sikre ejerskab til naturindsatsen hos landmændene. Det er jo dem, der skal drive den i praksis. Det er positivt, at flere af planerne nu er mindre specifikke, så kommuner og lodsejere i fællesskab har albuerum til at finde de rette indsatsområder og metoder. Min frygt er, at kommunerne får for få midler til opgaven, så der ikke bliver nogen konstruktiv dialog med os landmænd, siger Niels Jørgen Pedersen
Formanden understreger, at man skal finder de helt rette virkemidler til hvert enkelt område. Det skal ske ved en grundig drøftelse mellem kommune, myndigheder og landmand. Og selve administrationen skal være enkel, gennemskuelig for landmanden og let at eksekvere.
- Enkelte landmænd, der ikke har ressourcer, tid eller lyst til at være naturforvalter, skal have mulighed for en gang for alle at blive købt ud af kommunen. Enten kan kommune eller stat overtage jorden ved udbetaling af en engangserstatning, som kan bruges til køb af erstatningsjord. Eller også kan der tinglyses en begrænsning af råderetten på jorden, hvilket udløser erstatning til landmanden, siger Niels Jørgen Pedersen.
Tre fluer med ét smæk Niels Jørgen Pedersen lægger vægt på, at der i planerne er få midler til rådighed, og at man derfor skal tænke sig grundigt om, hvis løsningerne skal blive så grønne som mulige:
- Der er få midler at arbejde med. Derfor skal vi tænke i synergier, der kan forbedre både klima, miljø og natur. Vi skal simpelthen tænke i synergieffekter. Det sker ved en målrettet indsats, fx med afgræsning og omlægning af lavbundsarealer.