Krav om gyllenedfældning lempet for økologer

13. feb 2011

Økologiske landmænd fritages fra nedfældningskravet af gylle i forårsperioden de næste fire år.

I en ændring af husdyrgødningsbekendtgørelsen, der træder i kraft om få dage, fritages de økologiske landmænd fra nedfældningskravet af gylle i forårsperioden. Undtagelsen fra nedfældningskravet gælder fra 1. februar til 1. maj, de næste fire år.

Endvidere ændres nedfældningskravet for konventionelle landbrug således, at disse fremover har mulighed for at anvende anden teknologi med samme miljøeffekt som nedfældning i forhold til ammoniak- og lugtemissioner. For at være godkendt som et alternativ til nedfældning skal teknologien være optaget på Miljøstyrelsens teknologiliste. Pt. er følgende to teknologier godkendt som alternativer til nedfældning på græs:

  • Slangeudlægning af staldforsuret gylle med Infarms NH4+ anlæg
  • Forsuring ved udbringning med Biocovers SyreN anlæg.

Landbrug & Fødevarer har længe presset på, både over for miljøministeren, miljøordførerne og Miljøministeriet for at få en fornuftig løsning på problemerne med nedfældningskravene. Særligt økologerne ville have problemer med kravene, da forsuring af gylle ikke er en mulighed i forhold til økologireglerne.

- Det er utrolig glædeligt at det er lykkedes os at få miljøministeriet til at ændre reglerne, da det virkelig gav store problemer for vores økologiske medlemmer, hvis de skulle til at nedfælde gylle på græsmarkerne i det tidlige forår, siger Uffe Bie, formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer.

- Sagen har haft meget høj prioritet i både vores miljøafdeling og økologiteam, hvor der har været nærmest daglig kontakt til politikere og embedsfolk de sidste mange uger, slutter formanden.

Yderlige oplysninger Lars Holdensen 21 78 86 33

Seneste nyt fra lf.dk