Informationsfolder om beskyttet natur

22. feb 2011

I denne uge lander en folder om beskyttet natur i postkassen hos alle landets landmænd. Det er et godt initiativ, mener Landbrug & Fødevarer, som opfordrer alle sine medlemmer til at læse materialet.

Naturstyrelsen har sammen med Landbrug & Fødevarer, Dansk Skovforening, Danmarks Naturfredningsforening og KL skrevet en folder om beskyttet natur - også kendt som §3-natur. Formålet er at give et overblik over reglerne for § 3-natur, så lodsejerne ved hvad de må eller ikke må på deres naturarealer. Folderen er på vej ud til alle landmænd de kommende dage.

Netop bedre information har længe stået på ønskelisten hos Landbrug & Fødevarer.

- Vi ser desværre sager, hvor landmænd kommer til at overtræde reglerne, fordi de ikke er klar over, at der er tale om beskyttet natur. Det håber vi denne folder kan være med til at forhindre, og vi vil derfor opfordre vores medlemmer til at læse folderen grundigt siger konsulent Marie Juul Knudsen, Landbrug & Fødevarer.

Informationsfolderen er en del af et større serviceeftersyn af hele § 3-området, som forhenværende miljøminister Troels Lund Poulsen satte i værk i februar 2010. I løbet af den næste uge offentliggøres resultaterne af hele eftersynet.

Du kan se informationfolderen 'Er der beskyttet natur på din ejendom?' på Naturstyrelsens hjemmesiden her, ligesom den om kort tid til være at finde på Landbrugsinfo.dk.

Seneste nyt fra lf.dk