Landbrugseksporten slog rekord i 2010

08. feb 2011

Med en rekordstor samlet eksport på over 65 mia. kr. i 2010 er landbrugseksporten tilbage på sporet efter finanskrisen.

Eksporten af landbrugsvarer har på intet tidspunkt været så hårdt ramt af den globale finanskrise, der begyndte i 2008, som andre af Danmarks eksportvarer. Ikke desto mindre har også denne branche taget et dyk, men nu er eksporten tilbage på sporet, skriver FoodCulture.dk.

- Dansk eksport er blevet hjulpet frem af de globalt stigende råvarepriser i 2010, viser tal fra Danmarks Statistik. Særligt inden for sektorer, der er energi og råstofafhængige, har prisstigningerne givet vækst i eksporten set i kroner og øre. Og stigningerne har også haft indflydelse på landbrugseksporten, som sætter rekord i 2010. Vi har ikke de endelige tal endnu, men det er helt sikkert, at vi når over en samlet eksport af landbrugsvarer på 65 mia. kr., siger cheføkonom i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer, Leif Nielsen.

Det er særligt salget af minkskind samt bedre priser på plante- og mælkeprodukter, der har bidraget til udviklingen, og cheføkonomen forventer, at 2011 bliver endnu et rekordår for erhvervet.

- De internationalt stigende fødevarepriser ventes at slå yderligere igennem på eksporten i løbet af 2011, og samtidig har den globale krise betydet en nedgang i produktionen af animalske produkter, som også vil bidrage til at give de tilbageværende animalske producenter et bedre år, siger cheføkonomen.

Den samlede betalingsbalance for Danmark gav i 2010 også et rekordstort overskud, viser tallene fra Danmarks Statistik.

- Overskuddet i hele 2010 er på 93,6 milliarder kroner, mens det i de sidste tre måneder af 2010 var helt oppe på 28,9 mia. kroner. Det er 11,3 milliarder kroner mere på samme tid sidste år, siger Leif Nielsen til FoodCulture.dk.

Seneste nyt fra lf.dk