Mejerierne løfter arbejdsmiljøet

07. feb 2011

Arla Foods har på blot to halveret antallet af arbejdsulykker på koncernens danske driftssteder. I samme periode har 21 mindre mejerier i fællesskab udviklet ny teknologi til reduktion af tunge løft.

Tal fra Arbejdstilsynet viser, at antallet af anmeldte arbejdsulykker og skader på muskler og skelet i mejeribranchen ligger over gennemsnittet i forhold til danske arbejdspladser generelt. Der findes adskillige brancher, hvor arbejdet er farligere og mere belastende, men mejerierne har helt klart en udfordring.

Det er man opmærksom på i mejeribranchen og Mejeriindustriens Arbejdsmiljøudvalg (MIA), hvor man arbejder målrettet med at gøre noget ved problemerne. Det skriver magasinet mejeri.

På Arla Foods’ driftssteder har man således ved en systematisk indsats halveret antallet af arbejdsulykker i løbet af blot to år. På koncernens gul ost-mejerier i Danmark og Sverige er sikkerhed sat øverst på dagsordenen til alle møder, og det har ført til en reduktion af arbejdsulykker med 38 pct. på blot et år. Et resultat, der for nylig blev belønnet med Arbejdsmiljørådets Arbejdsmiljøpris for 2010.

Mindre mejerier arbejder sammen
Også 21 af de små og mellemstore mejerier i Danmark har i de seneste år arbejdet sammen i et arbejdsmiljønetværk og har identificeret en række problemer med tunge løft og belastende arbejdsstillinger, som er fælles for de mindre mejerier, hvor man sjældent har kapaciteten til at løfte store investeringer i robotter og anden automation.

Desuden er Mejeriindustriens Arbejdsmiljøudvalg netop gået i gang med at udrulle en storstilet indsats, der sætter fokus på en række ergonomiske udfordringer.

- 60 pct. af alle anmeldte erhvervssygdomme i mejeriindustrien handler om belastninger af muskler og skelet. Vi har nu identificeret otte forskellige jobprofiler, hvor problemerne er mest markante. I løbet af foråret sætter vi et projekt i gang, hvis mål er at give medarbejderne en grundig introduktion, vejledning og værktøjer i de rigtige ergonomiske teknikker for hvordan man bruger kroppen mest hensigtsmæssigt, siger chefkonsulent i Mejeriindustriens Arbejdsmiljøudvalg Torben Rentzius Jans til mejeri.

Læs mere i mejeri nr. 2, 2011.

Seneste nyt fra lf.dk